Jeg synes ikke, der er noget mere fantastisk end at gå tur i København og på Frederiksberg og opdage nye områder, ukendte hjørner, hemmelige nicher. At gå igennem en port man ikke tidligere har lagt mærke til og pludselig åbenbarer der sig en forunderlig verden.

 En sådan forunderlig verden lå bag hjørnet af Falkoner Allé og Åboulevarden: en sidste længe af kongens gamle falkonergård oprindelig opført i 1672. Nuvel, huset, som det stod indtil for nylig, stammede ikke fra 1672, det brændte i løbet af 1700-tallet, blev genopført, men med ubeskadigede rester fra det oprindelige hus. Og sådan er hele husets flere hundrede år gamle historie: At det rummer elementer fra mange tidsaldre. Ligesom vores kirker gør det. Og mit hjem og sikkert også dit? På Falkonergården havde kongen sine falke, senere samledes guldaldermalerne i haven og drak punch, for ikke kun huset var enestående, også omgivelserne var det. ”Haveanlægget og selve matriklen har betydelige kulturhistoriske og miljømæssige kvaliteter”, skrev Slots- og Kulturstyrelsen i september 2017.  Det var helt vildt, at det her gamle hus lå så uforstyrret midt i vores larmende storby og bevidnede livet på landet i fortiden. Men lige så vildt er det, at området med måske Frederiksbergs ældste hus aldrig blev fredet men blev solgt til en privat entreprenør, som ønskede nedrivning og nybyggeri på matriklen. Hvorfor sørgede kommunen, som nok ikke ejede grunden, men dog gennem en juridisk konstruktion var økonomisk og vedligeholdelsesmæssigt ansvarlig for den, ikke for at bevare den kulturhistorisk enestående perle?

Det er virkelig mærkeligt, og jeg har haft hovedet i mange papirer i jagten på et svar. Og jeg sidder tilbage med en mærkelig fornemmelse af, at man på kommunen ikke havde nogen anelse om husets og havens historie.

I vinterferien forlod jeg papirerne om Falkonergården og tog til i Stockholm. Vi travede byen tynd. En by som er utrolig smuk, men som også bærer præg af forrige århundredes trang til sanering, hvor gamle kvarterer blev revet ned for at give plads til nyt: parkeringshuse, store veje og høje huse af beton og stål. Man ville af med gamle fugtige huse, drømte om lys og luft og plads til trafik. Ligesom vi gjorde det i Danmark. I Stockholm virkeliggjordes mange af drømmene, i København og på Frederiksberg havde vi heldigvis ikke råd!

Det giver en by både sjæl og værdi at hæge om grønne åndehuller og sjældne historiske steder.

Falkonergården og den enestående have: Kommunen troede, at huset var fra 1854, for det stod fejlagtigt i BBR. Men tænk hvis nogen på et eller andet tidspunkt var cyklet fra Rådhuset ad Falkoner Allé, havde drejet til højre lige før Åboulevarden og gennem en passage mellem to høje ejendomme. Da ville man på Narnia-agtig vis være dumpet ind i en forunderlig tidslomme, og man ville ved dette selvsyn ikke være i tvivl: Det her skal vi virkelig passe på!

 Vibeke Døssing, sognepræst i Sct. Thomas Kirke