Før jul blev jeg i en prædiken af en kær kollega mindet om, hvor hårdt tabet af de mindste rammer os. Hun fortalte om det sorte hul, som opstod i hende, da et barnebarn døde i sin mors liv. Ind i søndagsmørket lød hendes lysende ord: ”Det betød alt at kunne tro, at den døde dreng var Guds, før han blev vores, og at han stadig var Guds, da vi havde begravet ham”. Jeg forstår hende. For nogle år siden mistede min niece og hendes mand deres første barn af uvisse grunde. En uge før, den lille pige skulle komme til verden, var hjertelyden med ét forsvundet. Pigen var død. Min niece måtte føde det døde barn. Vi modtog alle et billede af den lille pige. Hun så ud som om hun sov og lignede alle andre nyfødte. Det gik mig, som det går så mange: De sorger vi i forvejen bærer rundt på, de forstærkes og løber ind i hinanden. Da jeg fik beskeden, måtte jeg tage hjem fra arbejde. Jeg kunne ikke samle mig.

Midt i december tog hele familien til begravelse. Det er umuligt for mig at beskrive sorgen i kirken den dag, ligesom det er umuligt beskrive den kærlighed, der fyldte kirkerummet. Urimeligheden viste sig måske stærkest, da vi rejste os for at følge den lille pige og hendes familie det sidste stykke til graven: En mand krøllede salmebladet sammen og smed det demonstrativt på kirkebænken. Hån eller afmagt. Jeg ved det ikke. Måske begge dele. De mindstes død slår hårdt.

Kun en ting slår endnu mere hårdt: Nogle menneskers uforståelige holden fast ved, at de små liv skulle være uafklarede i forhold til Gud. Min kollegas ord mindede mig om, at de mindste, levende som døde, er Guds, før de er vores. Det betyder, at de er omgivet af en kærlighed, som er større, end vi mennesker kan fatte med vores forstand. Intet kan vriste dem løs af den kærlighed, hvori de er blevet til.

I dag er min niece blevet mor to gange, og den lille pige er blevet storesøster. Hun har to søskende. Der ligger et kært og elskeligt minde i forældrenes hjerter om det liv, de begge mærkede, og som aldrig er gået tabt, for de små skaber ikke sig selv, og vi skaber dem heller ikke. Alle små er skabelsens børn. Ukendte såvel som kendte. Levende såvel som døde.

Søren Bruun, studie- og sognepræst ved Sct. Thomas kirke