Spændende ejendom med mange muligheder

Spændende ejendom med mange muligheder

Spændende ejendom med mange muligheder

# Byen & Præsten

Spændende ejendom med mange muligheder

Lige så sikkert som amen i kirken er boligannoncerne i FrederiksbergLIV. Hvor visse annoncører finder nye medier, holder ejendomsmæglerne sejlivet fast i den trykte presse. Ofte - må jeg tilstå - bladrer jeg hurtigt hen over dem. Jeg skal hverken købe eller sælge. Det sker dog, at den indre voyeur ser sit snit til et kig i rubrikkerne. Hvad hænger der på væggene? Hvilke møbler står der i stuen? Og hold da op for et køkken! Hertil kommer beskrivelsen. Mæglere er eminente til at begejstre. Jeg er vild med deres brug af ordet perfekt. Det er også hos dem, der slides på tillægsord som rummelig, nem og funktionel.

Der er ligeledes noget opløftende over at passere deres reklamer på cykelstierne. De elsker Frederiksberg, siger de, kender byen. Og hvor januars ædle hensigter for nogen af os allerede er faldet til jorden, bedyrer de at være ambitiøse på vores vegne.  Det er da heller ikke mange uger, at huse og lejligheder får lov at stå til salg. Og når der i annoncen så ovenikøbet står grønt, tæt på et eller andet og indflytningsklar (havudsigt har vi jo ikke), så er blækket ikke langt fra en købsaftale.

Nu er kirkerne på Frederiksberg som bekendt ikke til salg, men jeg er overbevist om, at vores ejendomsmæglere ville sælge dem, ja, perfekt. Det sker faktisk i ny og næ, at kirker og missionshuse finder vej ud på boligmarkedet. ”Spændende ejendom med mange muligheder,” sælges en på. ”Multianvendelig,” en anden.

Hvad mon de ville skrive om kirkerne på Frederiksberg? Jeg gætter på, at der vil være flere variationer af højt til loftet. Man ville slå på den utrolige stilhed. Selvfølgelig også bemærke det pragtfulde lysindfald. Rummeligheden. Hertil kommer stemningen, den vidunderlige atmosfære, som bare skal opleves. Pladsen! De fredede detaljer. Og om alle vore kirker kunne skrives, at de er særdeles velholdte. Flere endda med nyt tag. Helt billigt ville det dog ikke være. Med en kvadratmeterpris på over kr. 70.000,- kan man få helt svedige hænder ved at gange op. Ikke desto mindre er byens hellige pletter frit tilgængelige. Guds hus tilhører nemlig ingen og alle. Og med Grundtvig er murstenene ovenikøbet levende.

Så, kig ind. Se den store udsigt, blive ramt af lys og stilhed. De fredede detaljer og freden. At der her er plads til hele familien. Til at drømme, tænke og tro stort. For ikke at glemme fornemmelsen af at være tæt på noget mere og større end indkøb, skole og metro. Det kunne vores ejendomsmæglere uden tvivl skrive bedre og med større iver. Jeg vil derfor nøjes med at minde om, at der er åbent hus i alle kirker på søndag.

Martin Elvstrøm-Vieth, sognepræst i Godthaabskirken

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed