02/07/2024 0 Kommentarer
Skumring
Skumring
# Byen & Præsten
Skumring
Vibeke Døssing, sognepræst i Sct. Thomas Kirke
Det holdt hun meget af, den sidste beboer i Den gamle Falkonergård. Grethe, hed hun, Grethe Carlsen.
Hun var 104 år da hun døde. I 60 år, fra 1947 og frem til sin død i 2017 boede hun i den gamle Falkonergård, og en af de gentagelser, hun fastholdt gennem sit lange liv, og som hun havde lært af sin egen mor, det var at holde skumring. At stoppe op en stund ved den daglige overgang mellem dag og nat, at lade hænderne hvile og tankerne dvæle i den time, hvor dunkelheden langsomt fortrænger lyset og verdens skarptskårne konturer viskes ud, så alt bliver ét i mørket.
Efterårets skumringstid er vel den allersmukkeste, måske fordi farvepragten og visheden om altings snarlige nøgenhed stemmer sindet i vemod og mol. Men et forunderligt smukt vemod, man virkelig ikke ville være foruden.
I 60 år holdt Grethe skumring på Falkonergården; et rituelt hvilepunkt i en travl hverdag med mand og tre børn. Børnene flyttede hjemmefra, Gerhard, hendes mand, døde, men Grethe holdt skumring på Falkonergården i endnu 21 år.
Om sommeren gik hun en runde i haven og sagde godnat til det hele og fyldte lungerne med dufte. Om efteråret sad hun i havestuen under loftsmaleriet af den romerske kærlighedsgud. Gennem de småsprossede vinduer så hun platantræet, det kæmpestore 200 år gamle træ, som stod midt i haven, som var det livets træ plantet af Gud selv. Et af Frederiksbergs største og ældste platantræer, hvis enorme krone bærer vidnesbyrd om en lang historie. Historien om at her plantede nogle mennesker engang et træ, og igennem to århundreder har mennesker passet på træet. Og træet har passet på dem. For det går vel begge veje, når det handler om træer og mennesker?
Træer har dybe ankerrødder langt nede i jorden og tynde finrødder i overfladen, som optager vand og salte. Og mennesket er vel som et træ: Jeg er bundet til jorden, men jeg strækker mig også op og ud så langt jeg kan og rækker efter himlen og solen. Måske var det både platantræet og Grethe, som holdt skumring i tusmørket mellem dag og nat?
Grethe tog videre, platanen er fredet sammen med tre andre store træer på den gamle grund. Men overlever træerne? Overlever de det massive nybyggeri, hvor ankerrødderne nogle steder bliver halveret og finrødderne bliver mast og ikke kan ånde frit?
Det får vi se om 3-5 år siger træeksperten fra Københavns Universitet, hvis studerende spændt følger træernes skæbne. At holde skumring sammen med træer og alt som ånder. Grethe Carlsens oldebørn bliver døbt i Sct. Thomas Kirke i de her år. Jeg håber, at deres gode forældre lærer dem at holde skumring som både Grethe og hendes mor gjorde det.
Kommentarer