Vibeke Døssing, sognepræst i Sct. Thomas Kirke

I loftet i havestuen inde hos min nabo på den gamle Falkonergård fandtes en velbevaret loftsdekoration, som forestiller den romerske kærlighedsgud Cupido, der lader sig transportere af to delfiner. Falkonergården er under restaurering nu, jeg ved ikke om dekorationen bliver bevaret, men jeg håber det. Hvem mon engang stillede sig op på en stige og malede Cupido og delfinerne?  Et gæt kunne være maleren Christian Købke, der i nogle år i 1840´erne kom på Falkonergården, fordi hans søster boede der. Jeg forestiller mig, at de sad dengang ude på landet, som Frederiksberg jo var, i den vidunderlige have, Købke og hans søster, sammen med hendes mand, venner og kunstnere. Ligesom at man i første halvdel af 1800-tallet mødtes i Bakkehuset i den anden ende af Falkoner Allé og diskuterede tidens tanker og strømninger. H. C. Ørsted, Grundtvig, Heiberg, Adam Oehlenschlæger. Her i juli sad jeg i min have og genlæste Oehlenschlægers digt Guldhornene, og det gik op for mig, at vores højstemte nationalepos i dag kan læses som et klimaaktivistisk kampskrift. Måske husker du, hvordan det begynder: De higer og søger i gamle bøger, i oplukte høje med spejdende øje.

De i digtet, er dem, som ikke har forstået noget som helst, som vildfarne søger livets rigdom i guld og mammon. Digtets helte er bondeknøsen og den unge pige, møen, som intuitivt aner, at alt i verden er gennemstrømmet af en fælles ånd og bevidsthed, at mennesket ikke hersker over naturen men er en uadskillelig del af den. Den natur som her i 2021 står i flammer og hvor områder, byer og menneskers liv og hjem kloden rundt lægges øde af ildtunger og vandmasser. Tyskland og Holland. Oversvømmelserne er tæt på os. Det er efterhånden svært, hvor ihærdigt man end måtte anstrenge sig, at opfatte Greta Thunberg som en tosse, denne svensker der med sine lyse fletninger minder påfaldende om den unge pige i Guldhornene, selvom Greta ikke som romantikkens heltinde er følsomt anende, men faktuel og videnskabelig. Fælles er de to om at insistere på, at der i verden er en forbundethed mellem alt levende, og at menneskets rovdrift på naturen er fatal. Klimaforandringerne: De fleste af os fortrænger vist og fortsætter stort set som altid. Nogle henter sjove billeder fra sportens verden så som hockeystave, der vist betyder, at vi sagtens kan udsætte i årevis at handle, andre igen siger, at vi alligevel ikke kan gøre noget, toget kører, vi kan ikke stoppe det. Og så er der de unge, bondeknøsen, møen og klimaaktivisterne, disse bærere af tro og håb, som prøver at råbe os op. Hallo, der er noget, vi skal tale om, siger de. Og ikke bare tale om men også handle på. Jeg synes, der er noget smukt og håbefuldt i billedet af Cupido og delfinerne i loftet i havestuen.