Søren Bruun, studiepræst på Frederiksberg og præst ved Sct. Thomas kirke

For et år siden flyttede jeg til Frederiksberg. En regntung weekend sled jeg, familie og venner trapperne til lejligheden på 3. sal. Det gik ikke stille af. Naboer og underboer tog det pænt. Tak for det. Og hvordan er det år så gået? Det tænkte jeg over forleden, mens jeg trillede min cykel afsted til den lokale cykelsmed. Den gik i stykker en skøn lørdag aften, hvor jeg i gode menneskers selskab havde set det danske landshold kæmpe sig heroisk gennem varme og stærk modstand i et fjernt og fremmed land. Herhjemme var Frederiksberg fyldt med danske flag og unge mennesker sang og lo, mens jeg cyklede hjemad.

Neden for Solbjerget klikkede jeg over på den lette og yderste klinge og trådte an. Ansporet af de danske drenges sejr ville jeg forcere bakken op til slottet hurtigere end nogen sinde. Sekunder efter lød en knasen og bragen. Bagskifteren var kommet for tæt på baghjulet og havde viklet sig ind i egerne. Det satte en brat stopper for mit rekordforsøg og jeg stod af og trak hjem gennem sommernattens gader. De var stadig våde efter lune og heftige byger. Tænkte taknemmeligt, at det alligevel var godt, at jeg var på vej op ad bakke, da det skete. En så brat standsning ned ad bakke havde ikke været sjov.

De samme tanker meldte sig på vej hen til cykelsmeden. Tanker om taknemmelighed. Taknemmelighed for den venlighed og hjælpsomhed, som mennesker i denne bydel kan byde på. Taknemmelighed for, at de, der holder af Frederiksberg, ikke kun holder af Frederiksberg og lukker sig inde med det, der er deres, men også formår at åbne op og møde andre og nye mennesker. Taknemmelighed for, at lokaldemokratiet findes og respekteres og at den politiske uenighed, alle svipserne til trods, kan blomstre. Aftaler kan landes og holdes. Cykelsmeden fortalte, at reservedele er svære at få på grund af corona. Men han fandt en løsning. Og på samme vis skal vi finde løsninger. En bydel og et lokalsamfund måles ikke kun på, hvorledes man indbyrdes hjælper hinanden, men tillige, og i høj grad på, hvorledes man hjælper andre. Der er langt til Baku – og langt hjem fra Wembley. Ændrede landsholdets besøg mon noget dér? Blev noget ændret i dem? Blev noget ændret i os? Er taknemmelighed global eller lokal? Eller begge dele? Det sidste. Tror jeg. Efter et år med Frederiksberg.