Af Karin Franijeur Znaider, sognepræst i Solbjerg Kirke

For nyligt havde jeg en tjeneste, hvor der blev sunget Albertes " Lyse nætter" og selvom den også har en særlig effekt, når den afslutter Anne Hjernøes og Anders Aggers udsendelser, så slog den mig denne gang næsten omkuld og blev ved med at ”synge i mig” i flere dage efter. Hvorfor ramte den mig så voldsomt?

Jeg tror simpelthen, det er fordi den sang slår i samme takt som et menneskehjertets længsel efter fuglesang, efter lyse nætter, varme dage, at elske og blive elsket. Ja, at kunne føle at man lever og kan trække vejret frit! "Nu kommer fuglene igen" begynder sangen og sådan begyndte det spæde forår også, hvor fuglene så småt begyndte at synge, mens det stadig kunne finde på både at sne og at hagle.          Nu er fuglene her igen. Og lyset vælter pludselig ind! Ja, dagene rækker og strækker sig, og inden vi ser os om, er vi langt forbi jævndøgn og dagene bliver vidunderligt lange.

Og det mærkelige er, at vi næsten helt har glemt, hvordan det var! For så lang og mørk og kold og våd har denne vinter været; denne Corona-tunge vinter, hvor vi ikke engang har kunnet varme os ved hinanden helt som vi plejer.  

Nu er det maj, de lyse aftener er tilbage og snart følger også nætterne.

Må foråret og sommerens komme, sammen med den gradvise tilbagevenden til en mere normal dagligdag, løsne vinterens- og coronaens førergreb på vores humør, så vi kan gøre det, som hjertet ønsker sig alle mest – ”at pynte” sig for mennesker man elsker- og for alt det vidunderlige, der bare blomstrer omkring os! Igen!