Af Annette Molin Brautsch, sognepræst Flintholm Kirke 

I begyndelsen af maj var jeg til fodterapi her på Frederiksberg. Det er skønt at få ordnet sine vinter-fødder lige inden sommeren, så man kan komme ”ud i det blå - kun med klipklapper på”.

Imens man sidder der i stolen, så taler man lidt med fodterapeuten. Vi kommer til at tale om, hvor hun bor, og hun bor på Østerbro. Jeg spørger om hun så tager metroen frem og tilbage? Men det gør hun ikke, hun cykler indimellem, men ofte går hun.

Går du til Østerbro? Spørger jeg og fortsætter: ”Hvor lang tid tager det?” ”En times tid”, svarer hun. Jeg sidder lidt og ser ruten for mig fra Finsensvej til indre Østerbro, det er en længere tur. ”Så har du også god tid til at få noget motion og få hørt en lydbog”, siger jeg. Hun kigger op, men når ikke at svare, før jeg fortsætter: ”Nej, du hører måske podcast?” Hun kigger lidt og smiler, men jeg gætter for tredje gang: ”Nå, du hører musik eller radio?” Susanne, som fodterapeuten hedder, læner sig tilbage i stolen og kigger på mig og siger så efter et par sekunders pause: ”Ved du hvad, jeg hører solsorten synge!” Og nu er det hende, der fortsætter, mens jeg savner ord: ”Man finder sine små ruter på sine gåture hjem ved sekstiden om aftenen. Små ruter langs den grønne sti, langs de små hyggelige veje og derud, hvor der er grønt og hvor fuglene kan høres tydeligt. Jeg elsker det og kan slet ikke undvære det tempo, hvor fuglene hjælper mig til at finde roen”.

Nu er er det mig, der sidder og smiler, for jeg kan ikke andet. Jeg sidder med den der ubestemmelige oplevelse af underfundighed. Den underfundige fornemmelse, som indtræffer, når man i en samtale med et andet menneske, bliver mindet om noget, man havde glemt, at man allerede vidste.

For ja, at høre solsorten synge her i sommerhalvåret er noget af det smukkeste, man kan lægge øre til. Og at byen både rummer tage og skorstene og grønne områder, hvor fuglelivet kan få luft under vingerne og synge den fællessang, som vi andre også holder så meget af og selv trænger til – det er en gave. Så tak for at blive mindet om det. Fødderne skal ud at gå, høretelefonerne skal have et hvil og ørene skal lytte til naturens lyde midt i byen