02/07/2024 0 Kommentarer
Barnets 10 bud
Barnets 10 bud
Barnets 10 bud
# Byen & Præsten
Udgivet onsdag d. 10. marts 2021 kl. 12:19
Barnets 10 bud
Af Lars Gustav Lindstrøm Lindhardt, sognepræst i Frederiksberg Sogn
Jeg blev far for knapt fire uger siden, og har siden erfaret, at børn er strenge læremestre. Min søn lærer mig praktiske færdigheder, som fx at skifte ble, sove med åbne øjne, og føre en samtale uden at sige en lyd.
Han begrænser sig dog ikke til det praktiske, for han har ændret mit perspektiv på alt ved at gøre sig til centrum i min verden. Dermed har han tvunget mig til at se hele mit liv på ny, og givet mig noget, jeg bedst kan beskrive som livsvisdom. Den vil jeg gerne dele med jer.
Da jeg er præst, har jeg formuleret denne visdom som en række bud. Barnets 10 bud, om man vil. De lyder således:
- Sov, når du kan, for du ved aldrig, hvornår søvnen igen er mulig, og uden søvn bliver det svært at leve. Vi lever af søvnens gaver ligeså vel, som vi lever af brød og vand.
- Spring søvnen over, når du kan, hvis nogen har brug for dig, for selvom søvnen hjælper os til at leve, er det de andre, som giver os grund til at leve. I sidste ende er det vigtigere at have nogen at leve for end noget at leve af.
- Køb mere end du har brug for, for du ved ikke altid, hvad der er vigtigt at have, og det, som er vigtigt, slipper næsten altid for hurtigt op.
- Hæng dig ikke for meget i, om du har nok, for det allervigtigste kan vi ikke købe til dig, og resten samler vi sammen hen ad vejen.
- Vær taknemmelig, for livet er en gave. Uden andres ofre og gavmildhed ville du ikke have noget. Ja, uden andre ville du slet ikke være her.
- Arbejd hårdt, for livet er en opgave. Den største opgave er dem, som du deler livet med. Hold med dem, når deres dage er svære, hold dem ud, når de selv er svære, og sørg for, at de mærker, at du holder af dem.
- Pas på dig selv, for den modstand, som vi møder, gør os kun stærkere, når den følges af hvile. Et liv, hvor vi giver tid og ro til os selv, er et liv i vækst, og når du vokser, kan du være mere for andre.
- Giv alt, hvad du har og er til andre, for det, som kun tilhører dig, er intet værd. Når vi deler med hinanden, får vi del i hinanden.
- Fald på knæ og forundres over den storhed, som rummes i det mindste: Et smil, et solstrejf, et enkelt ord, et øjebliks nærvær. Livet bliver større, når vi retter blikket på dets mindste dele, og du bliver stor, når du ser de små omkring dig.
- Frygt ikke at få beskidte hænder, for urin er sterilt, og det meste gylp og afføring kan komme af skjorten. Men vask dine hænder ofte.
Kommentarer