Den brogede verden

Den brogede verden

Den brogede verden

# Byen & Præsten

Den brogede verden

Lars Danner Madsen, Solbjerg Kirke

Konfirmandundervisning i folkekirken foregår trods regeringens forsigtige åbning af dele af samfundet stadig online. Det er selvfølgelig ikke en optimal måde at undervise på.

Men jeg har dog online kunnet lege den her leg med konfirmanderne: hvis vi nu skulle holde flyttedag og flytte ind i paradis, hvad ville vi så tage med os herfra hen til det nye sted, og hvad ville vi lade blive tilbage og bare stille ud til storskrald? Vi kunne hurtigt blive enige om, at sådan noget som sygdom, stress, angst og corona ville vi ikke tage med os. Og også hurtigt blive enige om, at familie, venner, dejligt sommervejr, fred og livsglæde vil vi gerne have med os.

Men hvad med sådan noget som vinter? Hvad med mobiltelefoner? Er der mobiltelefoner i paradis, i det ideelle samfund? Måske – måske ikke. Men hvis der ikke er, kunne jeg sikkert godt finde på at smugle min gamle med ind. Det kunne nu være meget rart lige at kunne ringe til en ven, man ikke har set et stykke tid. Men selvfølgelig kan mobiltelefoner også gøre, at vi glemmer at mødes ansigt til ansigt. Og det er ikke så godt.

Er det vinter i paradisets have? Hvis ikke tror jeg nok, jeg vil komme til at savne den, for jeg kunne godt mærke i år, hvor vi faktisk har haft rigtig vinter en periode, at det har jeg savnet: rigtigt vintervejr, kold og klar luft, og sne der falder så sagte.

Er der corona i paradis? Nej, det er jeg sikker på, der ikke er. Men alligevel tør jeg godt sige, at coronakrisen ikke kun har haft ødelæggende konsekvenser for os. Den har også skabt noget godt, nemlig mindet os om, hvad vi kan, når vi holder sammen og viser samfundssind og passer på hinanden.

I det hele taget gælder, tror jeg, at verden ikke bare er sort/hvid. Vores verden er ikke et sted, hvor alt er enten – eller. Derimod er den et sted, hvor tingene kan være både – og. Vi lever i en broget verden… ikke den bedste af alle verdener, men den er foreløbig i al sin brogethed god nok til mig og mine konfirmander. Vi holder ud lidt endnu.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed