Af Christiane Gammeltoft-Hansen, sognepræst Lindevang Kirke 

Året var nyt, da dørene til kongresbygningen i Washington blev slået ind, og vinduerne knust. For nylig blev nye videoer fra angrebet på Kongressen d. 6. januar offentliggjort. De mindede os om, hvad der skete dér lige efter nytår og viste angrebets voldsomhed.

Det gør indtryk, når det der er en bygning for demokrati og sameksistens, bliver en bygning, som vrede mennesker tvinger sig adgang til. En bygning er bare sten på sten og demokratiet går ikke under ved, at en bygning lider skade. Men en kongresbygning placeret midt i en hovedstad er ikke desto mindre en påmindelse om og et symbol på, at viljen til fællesskab er fundamentet for et samfund. Som sådan har bygningen betydning. Den rejser sig midt i det levede liv, som et sted hvor meninger kan brydes og prøves i samtalens form.                    

Rigsretssagen, der fulgte i kølvandet på angrebet mod Kongressen, er netop afsluttet. Men spørgsmålet om hvem, der havde ansvaret, er ikke færdigbehandlet. For knap blev Trump frikendt, før meldingen kom, at der vil blive nedsat en uafhængig kommission, der skal undersøge forløbet nærmere.

Indtil der ligger en afklaring, kan vi så konstatere, at voldens bane følger den korteste vej. Volden vil én ting: Den vil ramme sit mål og skubber derfor det til side, som kan lægge sig formildende og forsonende imellem. Volden vil den korteste vej mellem næven, våbnet og modstanderen.

Måske oplevedes det i momentet som en forløsning at give vreden og volden frit løb. At kunne stormløbe Kongressens gange, kontorer og sale, med sejrrig attitude indtage dem og slæbe afsted med demokratiets talerstole.  Men voldens brøl gjaldede hårdt og hult i de sale, som de folkevalgte måtte evakueres fra.

En bygning er bare sten på sten, men en bygning kan også være et symbol. Det kan en enkelt bygningsdel også. Som fx en hovedhjørnesten. En hovedhjørnesten er en slags grundsten, som en bygnings øvrige sten rettes ind efter. Den er det vigtigste bygningselement, for det er den, der får konstruktionen til at holde. Men derudover er en hovedhjørnesten også et stykke trosarkitektur. I bibelen bruges en hovedhjørnesten således som et billede på Kristus og på håb. På den måde er sten egentlig også en forunderlig ting, for sten kan både knuse vinduer, men de kan også bygge op. Og en sten kan endda blive et symbol på, at det er håbet, der holder verden sammen. Som en hovedhjørnesten lagt som et fundament i verden, hvorfra der efter volden igen kan bygges op.