Året har 12 måneder. Det er titlen på en vidunderlig bog, der kan bruges til lidt af hvert. Søren Ryge Petersen har skrevet teksten og Nina Ferlov har lavet vidunderlige lette akvareller, som man kun kan blive i godt humør af. Det er måske det bedste ved bogen, den kan give humøret et løft.

Søren Ryge Petersen indrømmer glad og gerne, i den tekst der passer til januar, at han pjækker. Hvis der har lagt sig lidt sne, må han ud at lede efter dyrespor. Så må aftaler være aftaler. Han citerer lidt poesi. ”Vær lidt varsom denne ene morgen/træd forsigtigt i den nye sne/husk at her har endnu ingen gået/her bliver alle dine spor at se”.  Søren Ryge Petersen har været så glad for verset, at han lærte sine børn det, og så pjækkede de sammen og listede forsigtigt ud for at sætte spor.

Mit anliggende er ikke at opfordre til at pjække, det har jeg selv svært ved og har ikke gjort, siden jeg var barn. Mit anliggende er den vidunderlige tanke, at noget kan være vigtigere end kedelige pligter. Det kan trække smil en mørk og trist januar. Våd og grå.

I Søren Ryges bog er der en evighedskalender. I den kan man skrive fødselsdage. Og man kan lægge et smukt grønt bånd som et bogmærke, så man ikke glemmer tid eller fætter Peters fødselsdag. Og man kan glæde en anden med en hilsen. Det kan fint være på telefon. Det er en af de ting covid-19 trods alt ikke har taget fra os, Graham Bells vidunderlige opfindelse. Vi kan ringe til hinanden, når nu vi ikke kan ses.

Der er en tid for mosehornugler, de kommer i februar. Der er en tid for skrubtudser, de kommer i marts. Og så er der januar, som vi må gøre alt for at komme godt igennem!