Marija Krogh Hjertholm, præst i Emmauskirken

Jeg læser for tiden en bog om stoicismen. Åh nej, tænker du. Endnu et kedeligt oplæg om et tankesystem, som en præst finder uhyre interessant. Men ser du, som alle andre mærker denne præst konsekvenserne af året 2020: uvished og ufrihed med tendens til nedtrykthed. Og ikke bare af corona-krisen, men af livets vilkår generelt. Nemlig, at vi aldrig får nogen garantier for, at de ting vi sætter os for vil lykkes. Og jeg sætter mig meget for, og har tilsvarende svært ved at acceptere, når virkeligheden ikke har læst mit manuskript. Det er her stoicismen kommer ind i billedet, så jeg håber ikke, jeg har tabt din opmærksomhed, kære avislæser. Hvis jeg har, er det nu, du skal hoppe på igen. For stoicismen har noget, vi kan lade os inspirere af.

 Helt generelt handler den om, hvordan vi skal bruge vores kræfter, og det er sådan set ganske simpelt: du skal bruge dine kræfter på det, du har indflydelse på og resten skal du lade være. Jo mere krudt du bruger på alt det, du ikke kan kontrollere, jo mere fortvivlet og bekymret risikerer du at blive. Vi kan så let bruge mange kræfter på tanker og vilkår, vi ikke har indflydelse på. Tag nu den kommende jul. Hvor trænger vi dog, mere end nogensinde, til at rykke sammen med vores medmennesker og fejre vintersolhvervet og lysets komme; det lille barn i krybben, som er selve symbolet på håb i mørket og Guds indbrud i verden. Men vi ved reelt set ikke, om vi i år kommer til at fejre jul som vi plejer, med dem, vi plejer. Udover at tage alle de forholdsregler, som efterhånden er en naturlig del af hverdagen, kan vi ikke gøre fra eller til. Julens forløb, vaccinens komme, forårets begivenheder er ude af vores hænder. Pointen er ikke, at disse ting ikke er vigtige. Pointen er ikke, at vi skal stoppe med at tænke tanker og drømme drømme. Og håbe på bedre dage og grønnere tider. Slet ikke. Pointen er, at vi overvejer, hvad vi bruger vores kræfter på.   

 Det, vi skal bruge vores kræfter på, er til gengæld alt det, der er i vores hænder. F.eks. vores medmennesker. F.eks. julepynt. F.eks. at sende en hilsen eller stille en hyacint hos en, som trænger til opmuntring. Vi er netop gået ind i advent – kirkens ord for tiden op til jul. Advent er forventningens og håbets tid. En tid til at tro frem for at kontrollere. En tid til taknemlighed for alt det, som er der, frem for alt det, som tages fra os.

 Jeg bliver aldrig ægte stoiker, dertil har jeg alt for mange følelser. Men jeg vil forsøge at bruge december til at handle på de ting, jeg har indflydelse på og lade resten være op til advent. Uden nogen garantier for, at den bliver som jeg har planlagt, men i stedet noget helt andet, sin helt egen ukontrollerbare taknemlighedstid.