Af Christina Mertz Fundrup, sognepræst Godthaabskirken

Vi sidder en fredag aften i gode venners lag og taler sammen. Vi er glade for, vi trods pandemi kan tilbringe denne novemberaften sammen i den begyndende julehygges skær. Men vi kan naturligvis ikke undgå at tale om Covid-19 og den nyopdagede Cluster 5 virus hos mink. Én nævner, at der er tale om en ny mutation af den oprindelige virus, imens en anden har hæftet sig ved en artikel, som stiller sig kritisk overfor nyopdagelsen. Måske er det en allerede kendt mutation.

Som det ofte sker, når man bevæger sig ud over sit eget fagområde – og ingen af os er professor i infektionssygdomme eller ansat på Serum Instituttet – gribes der ud efter telefonen, der ligger parat på bordet, og googles de sidste nyheder på området, for at få klarhed i diskussionen.

Som en tavs deltager i vores samtale trumfer Google enhver tvivl eller uenighed.

Engang havde jeg problemer med min printer. Jeg bad et menneske om hjælp, og fik at vide, at jeg da bare kunne google mig til en løsning på problemet. Det gjorde jeg, og smed efterfølgende min printer i gulvet af bar magtesløshed.

Jeg spurgte venner til råds om en god restaurant, og fik tilsendt en undersøgelse på Trustpilot.

Det er ikke fordi jeg hader Google, som er skøn, når man har glemt et årstal eller andre faktuelle oplysninger. Man kan også sige, at søgetjenesten er en form for demokratisk organ, hvor vi alle på en eller anden måde kan komme til orde (hvis man altså ser bort fra diverse konspirationsteorier om udvælgelsen af artikler, som springer os i møde fra skærmen).

Men jeg bliver virkelig ked af det, når Google træder i stedet for menneskelig samvær, dialog og hjælp, for der er ting her i livet, som vi ikke kan sige os selv, og som alverdens søgemaskiner heller ikke kan sige os.

Mødet med andre mennesker, der er autoriteter på hver deres område, er uvurderlig for vores liv sammen her på jorden. Om det er snedkeren, der fortæller mig om tapsamlinger, advokaten der forklarer mig om underpantsættelser eller veninden, der indvier mig i en kulinarisk drømmeoplevelse, så er ordene mellem os mennesker det, der gør hele forskellen.

Man kan godt gå på nettet og søge på ordet ”venskab” og lære en masse om emnet. Men det får man altså ikke en god, nær ven af.

Eller på ordet ”kærlighed”. Men jeg vil godt vædde med, man aldrig når den eufori i kroppen, som når man står og kigger på et andet menneske, og bryder ud i et ”jeg elsker dig”.