Af Sandra Kastfelt, Mariendal Kirke

 Jeg satte mig i min bil en mandag formiddag i oktober og kørte mod Dragør Sydstrand. Mandag er min ugentlige fridag og jeg ville se traner på træk fra deres sommerophold i Nordsverige til en vinter sydpå under varmere himmelstrøg.

Min kirketjener i Mariendal kirke havde om lørdagen fortalt, at et tranetræk fløj lige hen over kirken, mens jeg havde dåbsgudstjeneste. ”De sang med på salmerne!” sagde hun. Jeg ville også se traner. Beundre deres v-formationer, høre dem trompetere i luften, mærke suset af flyvningens dragende magi, drømme mig med dem mod fjerne horisonter. Tranerne passerer netop Amager på ruten fra Skåne ned over Østersøen, vidste jeg. De havde bare at indfinde sig den mandag!

Men det gjorde de ikke. Jeg så andefugle, gæs og skarver. Skarverne stod på stenene ude i vandet og tørrede deres udbredte vinger som stive, sorte silhuetter, så hver sten lignede en Golgatahøj med korsfæstelse. Da jeg kørte hjem med trætte ben og røde kinder tikkede en sms ind fra kirketjeneren, der kendte min mandagsplan. Hun sendte et dugfriskt foto af et tranetræk over et villakvarter på Frederiksberg. Jeg kunne været blevet hjemme!

Man kan ikke bestille et tranetræk over sit hoved, men man kan leve med glæde og i tillid til at de flyver der, når man ikke ved det. Dét er velsignelse. Hvor ofte har jeg ikke stået ved gudstjenestens slutning og bredt armene ud og lyst velsignelsen over menigheden, som en skarv på en sten med udbredte vinger? Årtusindgamle, gyldne ord fra templet i Jerusalem for længe siden: ”Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.”

Når velsignelsen lyses, sendes menigheden ud i livet med Guds nåde. Oplyste og rustede til at leve livet, sådan som det udfolder sig, mens man har travlt med at lægge andre planer. For livet er sjældent til at styre.

Og ganske rigtigt. Siden har jeg set traner på træk hele to gange. De fløj der bare, da jeg mindst ventede det. Som da jeg krydsede dæmningen mellem Bogø og Møn i efterårsferien. Det smukkeste, store tranetræk over markerne ved Fanefjord. Sådan er det med velsignelsen, tænkte jeg. Den sender mig videre mod hverdagens horisontlinje. Og i stedet for at tælle tranerne sørgede jeg for at holde blikket på vejen og ikke køre i grøften.