Af Lars Gustav Lindstrøm Lindhardt, sognepræst i Frederiksberg Sogn

At blive voksen er at beslutte sig, har jeg engang hørt. Jeg er nu for alvor ved at blive voksen, for jeg står midt i og overfor den største beslutning i mit liv: Hvem vil jeg være.

Ser I, jeg er nemlig for nyligt blevet gift, og jeg står til at skulle være far i begyndelsen af det nye år. Terminen er sat til den 15. februar.

Det er store omvæltninger, og i den sammenhæng er mine tanker naturligt gået i retning af betydningen af familie: Både den, som vi får givet, og den, som vi bygger op. Familien er på overfladen umiddelbart den gruppe af mennesker, som vi dedikerer det meste af vores liv til, men jeg tror, man skal passe på med at reducere familie til blot at være dét: En gruppe af mennesker.

Familie er mere, for familie er tryghed, helle, hjem og udgangspunkt. Familie er blod, vil mange tænke, men det er for snævert, for vores ægtefæller og deres familier er også vores familie, selvom vi forhåbentligt ikke er beslægtede med dem, ligesom der er mange mennesker, hvis egentlige familie er de tætte venner, som har valgt dem til, og ikke de slægtninge, som har valgt dem fra.

Nej, mere end blod, er familie fællesskab i ordets egentlige forstand. Ikke blot ét fællesskab blandt mange, for familien er fællesskabet, som alle andre fællesskaber måles på: Familien er vores første fællesskab, og valget af, hvordan og om vi vil udvide den, er ét af de mest afgørende valg, vi kommer til at træffe, for spørgsmålet om, hvad det vil sige at være familie, er også spørgsmålet om, hvad det i det hele taget vil sige at høre til et sted, hvad det vil sige at indgå i et fællesskab, eller i hvert fald, hvad det burde sige at indgå i et fællesskab.

Dermed er spørgsmålet om, hvilken familie, vi vil have, også ét af de mest centrale spørgsmål, som vi kommer til at svare på i vores liv, for besvarelsen afgør vores forhold til alle de fællesskaber, som vi kommer til at møde igennem vores tilværelse.

At afgøre sig for, hvordan vores familie ser ud, er dermed også at afgøre sig for, hvordan vi vil navigere i resten af vores fællesskaber, ja i samfundet og verden i det hele taget, og dermed også at afgøre sig for, hvem vi selv er.

Det er denne afgørelse, som jeg står midt i og overfor: Når jeg kigger på min kone, så ser jeg en familie, som vi begge selv har valgt, og når jeg ser på hendes mave, så ser jeg en familie, som er givet til os, men som i endnu højere grad kræver, at jeg beslutter mig for, hvad det vil sige at være familie, at være menneske.

Jeg håber, at jeg kan være opgaven voksen.