Af Charlotte Cappi Grunnet, studiepræst Frb. Campus og sognepræst Sct. Thomas Kirke

”Så dø dog!” har det til min rædsel skreget gennem mit hoved et par gange i løbet af mormors langstrakte sygeleje. Min elskede lille gamle mormor. Hvordan kunne jeg dog tænke, det, ønske det?  Det kunne jeg - samtidig med, at jeg senere nervøst holder øje med, om den lille fugleunge, hun er blevet til, stadig trækker vejret, er i live…

Denne tilstand af dybt modsatrettede følelser, som man knap kan få sig selv til at sige højt, har jeg alligevel talt med en del mennesker om. Både som præst med pårørende, og med venner og kollegaer. Denne tilstand af udmattelse og desperation, som kan få én til at tænke det utænkelige. Det er noget som flere har oplevet undervejs i den underlige tunnel, man kan befinde sig i, når ens kære har været syge længe og måske med smerter. Når det punkt indtræffer, hvor der ikke er mere at gøre, og hvor man ikke kan andet end vente på døden.

Egentlig kan jeg ikke lide det udtryk ’at vente på døden’. Men jeg tror, at denne tilstand, denne udspændthed mellem liv og død er så voldsom, at man til sidst længes efter den udfrielse, som døden også er.

Ikke at der ikke også er smukke, lysende stunder, men de timer, dage, uger eller måneder, og måske mange nætter, hvor man har passet og været nær på den døende, tærer på én. Og det river i ens hjerte, man skal give slip på det elskede liv. Det, at den døende svæver frem og tilbage i bevidsthed med uregelmæssigt åndedræt, med lyde og rallen, det bider i ens nervesystem. Og så er det, at udmattelsen og den konstante anspændthed kan gøre, at man i sin afmægtighed tænker: ”Så dø dog”.  Eller i en mere rolig stund bare beder om, at Vorherre tager den kære hjem. Også selvom om man vil savne ham eller hende uendeligt bagefter.

Døden er en del af livet, vi kommer ikke uden om den, men den er unægtelig livet vendt på vrangen. Og i nogle tilfælde kan vi i afmægtighed også komme til at vende vrangen ud på os selv. Jeg ved dog, at når jeg en dag sidder ved min mormors grav på en af de smukke kirkegårde, vi er så heldige at have på Frederiksberg, og siger undskyld, så svarer hun: “Du var jo træt. Jeg ved, hvor meget du holder af mig.”