Find Holger

Find Holger

Find Holger

# Byen & Præsten

Find Holger

af Marija Krogh Iversen, præst i Emmauskirken

Kan I huske Holger-bøgerne med den lille, glade mand med stribet trøje, blå bukser og rød hat? Holger befinder sig altid i en rasende menneskemængde, omgivet af hunde, kufferter og paraplyer. Og som enhver Holger-læser ved, går bogen ud på at finde den lille fyr. Han kan være svær at få øje på, men vi kan altid finde ham, hvis vi giver os god tid.

Selvom vi lever i en coronatid, hvor vi skal holde afstand og i en sommerferietid, hvor vi forføjer os til kyst, sommerhus eller udland, så lever også vi til daglig i en rasende menneskemængde. Det gælder uanset om vi bor i byen, hvor vi går op og ned af hinanden på gaderne, pladserne og i supermarkederne eller om vores liv udspiller sig i mere rolige, landlige omgivelser. Med de sociale medier er vi nemlig hele tiden omgivet af mennesker, indtryk, udtryk og opråb.

 Og midt i alt det, kan vi måske føle, at vi går i et med mængden: Hvad kan jeg? Hvad gør mig speciel? Hvordan skiller jeg mig ud fra de andre? Det er individualismens og identitetspolitikkens trygkoger. Men for Gud er vi altid Holger. Han kan altid kende os i flokken. For Gud skiller vi os ud, for han elsker altid den enkelte.

Det med at Gud elsker os, det siger vi tit i kirken. Men hvad mener vi? Hvilken betydning har det helt konkret for vores liv? Den franske sociolog Bourdieu siger, at alle vores handlinger udspringer af behov, vi prøver at få opfyldt. Han kalder det prakseologi. Så når et barn slår med en skovl, en teenagepige sidder med sin IPhone eller vi taler dårligt om hinanden, så er det alt sammen for få opfyldt et behov. Og der er nærmest ingen grænser for, hvad vi vil gøre for at få kærlighed og anerkendelse.

Når vi så hører, at Gud elsker os, behøver vi ikke løbe helt så stærkt eller anstrenge os helt så meget. Når vi oplever, at vi altid, allerede er elsket, så behøver vi ikke frygte at gå i ét med mængden, selvom vi går ind i den. Holger skiller sig egentlig ikke ud, hvad angår højde, udseende eller tøj. Han er ret gennemsnitlig. Men fordi vi ved, hvad vi skal lede efter, kan vi finde ham. Gud ved også altid, hvad han skal lede efter. Han sidder og skuer kærligt over verdens sider, og han er altid lige så meget på udkig efter os, som vi er det efter ham.

Tager vi det til os som en ægte erkendelse, kan vi hvile i at være Holger: ganske ordinære, men exceptionelt elskede som vi er. 

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed