Af Lars Gustav Lindhardt, sognepræst Frederiksberg Sogn

Er det ikke utroligt, hvad vi kan? Når vi sætter os sammen, handler med én vilje, så synes det, at der ikke er meget, som vi ikke kan overvinde. Vi har bygget tårne, der strækker sig mod himlen, sat mennesker på månen og kureret utallige sygdomme. Ja, selv mange af de sygdomme, som vi endnu ikke har en kur imod, har vi også overvundet.

Tag nu fx corona. Corona er jo overvundet. Det har jeg i hvert fald hørt. Han var godt nok ikke læge, ham der sagde det, men han sagde det med overbevisning. Den samme overbevisning, man møder, når man går en tur ned ad Gl. Kongevej og møder hundredvis, hvis ikke tusindvis, for hvem corona er en saga blot. Ja, for ellers ville de vel holde mere afstand, ikke? Folk vandrer jo som sild i en tønde, som om denne sommer er som alle de andre, som om intet er anderledes.

Det er selvfølgelig rigtigt, at vi er kommet langt bedre igennem krisen, end vi havde frygtet, og heldigvis tyder alt på, at vi med en vis ro i sindet kan vende tilbage til en dagligdag, som næsten er normal. Jeg forstår derfor godt, at det er svært overfor sådan en succes ikke at lade sig beruse med følelsen af uovervindelighed og tænke: “Vi gjorde det sgu! Endnu en udfordring overvundet. Nu kan vi slappe af”. En tanke, som understøttes af, at ja, de fleste af os kan faktisk være ret afslappede.

Desværre er det ikke alle, der kan slappe af, og det glemmer vi hurtigt; når vi fokuserer på alt det, vi kan, risikerer vi at overse alle dem, som ikke kan: Som ikke kan tåle at blive smittet og derfor ikke kan komme for tæt på os andre. Fordi vi insisterer på at gøre, hvad vi kan, er der mennesker, som kan gøre endnu mindre: Som ikke kan gå ned ad Gl. Kongevej, som ikke kan købe en is, som ikke kan kigge på tøj, fordi vi andre ikke giver dem plads.

Jeg ved det godt: Det er en kliché, at præsten maner til eftertænksomhed og ydmyghed overfor for vores muligheder. Alligevel vil jeg gerne mane til eftertænksomhed og ydmyghed, for selvom det er rigtigt, at vi kan meget, ligger der netop i denne magt en fare for, at vi glemmer dem, som ikke kan. Sådan er det jo med magt og muligheder - de koster ofte mere, end vi tror, og hvis vi ikke betaler prisen, skyldes det måske, at nogen andre gør det for os. Begrænsede vi os selv lidt mere, gjorde lidt mere plads, brugte lidt mere tid, så ville vi måske åbne verden op for dem, der lige nu er lukket inde og derfor ude. Det kunne i øvrigt også være godt at huske på, når corona faktisk engang er virkeligt overvundet for os alle.