Af Martin Elvstrøm-Vieth, sognepræst i Godthaabskirken

Da Donald Trump flyttede ind i Det Hvide Hus, vakte en lille detalje opsigt. Normalt skynder præsidenter sig at opstille en skov af familiebilleder. Så meget desto mere opsigtsvækkende var det, at Trump den første tid kun havde et gammelt sort-hvid billede …af sin far. Helt alene stod det, og det var først, da man begyndte at tale om det, at også moderens billede kom frem, i øvrigt i en væsentligt mindre ramme. Så kunne Trump være optaget af nok så mange sager, der var nu tydeligvis også daddy issues i Det Ovale Kontor.

Det vil der også være 5. juni. Midt i festen for demokrati og Grundlov finder vi den nemlig – Fars dag.  Så kan mor have sin helt egen betydning, men faderskikkelsen vejer lige så tungt. Den der til dagligt kigger en præsident over skulderen. Den vi selv er vokset op med som god, dårlig eller noget komplekst midt imellem. Nej, far er ikke til at komme udenom. Ja, selve faderrollen kan være så forpligtende, at mange flygter ud af den. Bare det at blive kaldt det samme som Bibelens Gud – Faderen -  med alt hvad det rummer af autoritet og gamle dage. Intet behov i barndommen, skulle Freud have sagt, er større end behovet for en fars beskyttelse. Gamle Sigmund havde som bekendt også sine egne daddy issues.

Heldigvis er faderrollen blevet mere nuanceret med årene. Far er ikke længere den stærkeste og klogeste. Ja, historiker Henrik Jensen siger ligefrem, vi nu lever i det faderløse samfund. ”Da jeg var lille,” har én sagt, ”var far = Superman, men da jeg så selv blev voksen, var han bare et almindeligt menneske med en kappe.”

 Det tror jeg, vi er mange der har oplevet. Hvordan ens far engang var den største, stærkeste, sjoveste for som man selv blev ældre bare at være, ja, et menneske med en kappe. H.C. Andersen lader os sågar grine ad ham i eventyret med den sarkastiske titel ”Hvad fatter gør, det er altid det rigtige.”

Der mangler ikke eksempler på, hvor afmægtig og tandløs fader-skikkelsen er blevet. Det skal dog ikke afholde os fra 5. Juni at give netop vort fædrene ophav plads i grundlovsfejringen. At reflektere over, hvad netop vores far har betydet for vort liv. Om han så stirrer sin søn i nakken på et sort/hvid billede eller om han findes i alt det, han har gjort os andre til. På godt og ondt.

Fatter gør ikke altid det rigtige, men på Fars dag skal han have lov til at træde ud af de idealer traditionen har forpligtet ham på for bare at være en, ja, ganske almindelig mand med en kappe. Giv ham lov til det, og du har måske givet ham den bedste gave.

God sommer til alle fædre (og mødre og børn)