Hvor starter himlen? Er det ved skyerne? Er der ikke også himmel under dem? Er det ved de højeste træer, så? Hvor sætter man grænsen, og hvorfor sætter man grænsen dér? Og hvis man sætter grænsen ved fx 10 meter, hvad er der så under de 10 meter? Luft, ja, men er det ikke også det, der er i himlen? Hvis I spørger mig, så starter himlen ved jorden, og den fortsætter op og i alle retninger, hvilket vil sige, at himlen er det sted, der er alle steder.

Det betyder, at i dag, hvor vi fejrer, at Jesus stiger himmels, så fejrer vi ikke, at Jesus forsvinder væk fra os, nej, vi fejrer derimod, at Jesus går til det sted, der er alle steder, og på den måde kommer Jesus tættere på os alle sammen. Det er det, som Kristi Himmelfart betyder: Jesus tilhører alle, og det betyder også, at det evige liv, han bringer, tilhører alle. Og når jeg siger alle, så mener jeg alle. Også dem, der ikke er medlem af folkekirken, og dem, der ikke ved, om de tror, og dem, som helt sikkert ikke tror på kristendommen og dem, som tror på noget helt andet end kristendommen. Jesus er steget til himmels, det sted, der er alle steder, og derfor tilhører han alle, og alle har del i hans evige liv. Det er kristendommens store gave: Evigt liv til alle. Evigt liv er det liv, der er evigt langt. Det er løftet om, at døden aldrig får det sidste ord om os, men at vi altid vil have en plads hos livets Gud, uanset hvad der sker.

Evigt liv er også det liv, der er evigt højt. Det er løftet om, at livet kan give mening, at det kan betyde noget, at det kan være det hele værd. Det er ikke løftet om, at vi vil være fri fra smerte og sorg og ulykke, men det er løftet om, at livet kan være værd at leve på trods af det mørke, som trænger sig på, at det kan være godt, selvom det ikke er rart, for det kan være et liv, som gør godt. Med andre ord: Livet kan være evigt højt. Ja, det kan være himmelsk her på jorden. Det er det evige liv, som Jesus bringer, og han skænker det til alle.

Det betyder dog ikke, at vores liv så altid og per automatik er betydnings- og meningsfulde og gode liv. Det ved vi jo godt, det tror jeg, de fleste af os har oplevet på egen krop. Evigheden er skænket, men den skal - i hvert fald på denne jord - udleves. I dag, Kristi Himmelfartsdag, lover Jesus, at det er muligt for os alle, uanset hvem vi er, eller hvordan vores liv ser ud, og i dag fortæller han os også, hvordan vi gør det.

Hele Jesu liv og alle hans lignelser er egentligt retningslinjer for, hvordan vi lever et himmelsk liv, men i dag er han desuden så venlig at opsummere det for os: Det evigt høje, himmelske liv udleves ved at vidne om Jesus Kristus. “I skal være vidner om alt dette”, siger Jesus i dagens tekst. Det evige liv er det kristne vidnesbyrd.

Ja, jeg ved det godt: Jeg har lige sagt, at det evige liv er skænket til alle, også dem, der ikke kalder sig selv kristne, og nu siger jeg, at det evige liv kun kan udleves ved at vidne om Kristus, hvilket jo ærligt talt lyder ret kristent. Hvordan hænger det sammen? Jo, at det at vidne er mere, end de fleste tænker, at det er. De fleste af os tænker jo nok vidnesbyrd som det at fortælle, hvad man har oplevet. Ligesom man gør i retssager. Men vidnesbyrd er mere end det, for når man fortæller, hvad man har oplevet, så deler man ud af det, man har fået, og dét er vidnesbyrdets fundament: At dele det, man har fået. Når jeg deler ud af det, som andre har givet mig, så vidner jeg om dem i mine handlinger.

Kristent vidnesbyrd er altså mere end bare at fortælle, hvordan Jesus har forandret vores liv. Kristent vidnesbyrd er først og fremmest at dele ud af alt det, som vi har fået af Kristus. Kristent vidnesbyrd er altså at tilgive hinanden, ligesom vi selv er tilgivet. Det er at forvente af hinanden, at vi gør vores bedste for andre, ligesom, ligesom Jesus forventer det bedste af os. Det er drage omsorg for hinanden, ligesom Jesus drager omsorg for os. Med andre ord: Det er at elske hinanden, ligesom Jesus elsker os. Kærlighed. Det er det, som Jesus giver, og det giver han til alle. Derfor kan alle dele ud af det. Ja, ikke bare det, men når nogen elsker, så vidner de om Kristus, om de ved det eller ej.

Det er i dette vidnesbyrd, kærligheden, at det himmelske liv udleves. Det er her, tilværelsen bliver evigt høj, det er her, alting giver mening, her, at det hele får betydning. Det er her, livet bliver værd at leve. Har I ikke lagt mærke til det i jeres egne liv? Prøv at tænk: Betyder tilværelsen ikke mest dér, hvor I deler den med nogen, I elsker? Giver alting ikke mere mening, når det gøres for og med andre? Er livet ikke værd at leve på trods af sorg og smerte og mørke, når det leves i kærlighed? Det er min erfaring. Og som jeg hører det, så er det også Guds løfte til os. Ja, det er jo det, Kristi Himmelfart er: Kristi Himmelfart er Guds løfte til os om, at vi ikke behøver at gøre noget specielt eller tilhøre en speciel klub for at få lov at leve himmelske liv, men at evigheden er skænket til os alle og kan udleves af os alle ved at dele ud af den kærlighed, som vi har fået ubetinget og gratis af vores skaber.

Med andre ord: Kristi Himmelfart er Guds løfte til os om, at sandheden med stort S, det sande liv ikke findes på toppen af et bjerg eller i særlige ritualer eller fine templer, det tilkommer ikke kun særligt vise eller hellige eller mystiske mennesker. Nej, det sande liv, det himmelske liv, det liv, som Gud kan spejle Sig i, det er det liv, hvor kærligheden får lov at fylde. Det er det liv, der deles med andre, med familien, vennerne, naboen og den fremmede på gaden. Det lyder jo som et almindeligt liv, og det er det ofte også, og det er det, vi fejrer Kristi Himmelfart: At vi kan leve himmelske liv her på vores almindelige jord, hvis bare vi deler den med andre.

Amen!