Lad os blive ét – igen!

Lad os vende tilbage til det vi kom fra. Tilbage til dengang, hvor livet og verden var simpel og tryg.

Tilbage til dengang før verden gik af lave. Til dengang det hele syntes at være en stor lykkelig herlighed.

En herlighed uden død, sorg, svigt eller bekymringer – en herlighed, der for evigt er forsvundet for os. En herlighed, der aldrig kommer tilbage – medmindre vi bliver ét igen!

At vende tilbage til det man kommer fra, at få del i herligheden igen og blive ét igen er det, som dagens Johannæiske evangelietekst centrere om. Selvfølgeligt primært for Jesus selv, men senere også for disciplene, og næste søndag gælder bønnen heldigvis os.

Dagens tekst er begyndelsen på Jesu afskedsbøn. En afskedsbøn kort før Hans tilfangetagelse i Gethsemane Have og Hans død på korset.

En afskedsbøn, fordi Han nu har fuldført sin gerning her jorden, den gerning som Gud havde lagt på Hans skuldre, og nu ønsker Jesus at vende tilbage til det Han kom fra.

Vende tilbage efter sin død og opstandelse. Vende tilbage til begyndelsen, tilbage til fællesskabet med sin Far, tilbage til dengang da de var ét, tilbage til den himmelske herlighed!

Den himmelske herlighed er altså at være ét med Gud, at have liv og fællesskab med Gud i en sand forening. Den himmelske herlighed, som slangen i paradisets have og den medfølgende død satte en brat stopper for.

Med syndefaldet trak den guddommelige og jordiske herlighed sig tilbage til sit eget himmelske aflukke  - indtil Jesus meldte sin ankomst til verden!

Med Jesus Kristus viste herligheden sig på ny i denne verden. Ikke i himmelsk magt og pragt, ikke som en paradisisk tilstand, ikke som jordisk evig fred og fordragelighed.

Nej, den jordiske herlighed meldte sin ankomst til verden i noget så simpelt som blot Ord – det levende Ord, det Ord, som blev kød og krop i Jesus Kristus!

Men hvad var det så for en jordisk herlighed Jesus gav os indblik i?

Det var fællesskabets herlighed – fællesskabet med Gud gennem troen på Hans søn, Jesus Kristus! Men også fællesskabet med hinanden gennem Gud og troen.

Jesus gav os i indblik i den jordiske herlighed og i fællesskabets herlighed. En herlighed, som Han selv måtte gå i døden for, for alle os andre. Men også en herlighed, der i kraft af fællesskabet og enheden, igen lyste frem påskemorgen, da Han genopstod.

Og man må dø, for at kunne få del i genopstandelsen, dø for at kunne vende tilbage til fællesskabet med Gud og få del i herligheden.

 Og dør gør vi jo netop i dåben. Dér døbes vi til hans død, som det så mærkeligt hedder. I dåben får vi løftet om opstandelsen og det evige liv, og i syndernes forladelse.

I dåben fødes vi på ny, og får den fantastiske gave som fællesskabet med Gud er, og som er herligheden – både den himmelske og den jordiske herlighed.

Og fordi død og dåb hører sammen læser vi også nøjagtig den samme lovprisning af Gud, før både dåben og jordpåkastelsen. Nemlig;

”Lovet være Gud, Vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de død.!”

 Gennem disse ord træder vi ud over døden og over i håbet.

Håbet både for det rent fysiske liv, men også håbet om det evige liv. Og er vi i håbet, ja, så er vi jo tilbage til det vi kom fra, nemlig fra enhed og fællesskab!

Den enhed og det fællesskab, som er vores livs forudsætning, det som vi altid går ud fra og det vi altid vender tilbage til!

Og det er netop i håbet om fællesskab og enhed, med både Gud, sine kære og sine medmennesker, at den himmelske og jordiske herlighed ligger.

Et herligt budskab – ikk!

AMEN