4. søndag efter påske: Læs tekstudgave af dagens gudstjeneste

4. søndag efter påske: Læs tekstudgave af dagens gudstjeneste

4. søndag efter påske: Læs tekstudgave af dagens gudstjeneste

# 4. søndag efter påske: Læs tekstudgave af dagens gudstjeneste

4. søndag efter påske: Læs tekstudgave af dagens gudstjeneste

Nåde være med jer og fred fra Gud vor far og Herren Jesus Kristus.

Søndagens evangelium står skrevet i Johannesevangeliet, kapitel 8, vers 28-36: Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.«

Prædiken: Larry David står blandt andet bag serien 'Seinfeld' og 'Curb Your Enthusiasm'. I 'Curb Your Enthusiasm' dissekerer Larry David hverdagens talrige irritationsmomenter. Det sker fx da han er inde hos Mocha Joe for at drikke kaffe. Larry er utilfreds over, at kaffen ikke er varm nok og at bordene ikke står ordentlig fast på gulvet. Normalt ville vi andre løse det ved at lægge en serviet under bordet eller flytte hen til andet bord. Men Larry trækker den lige et skridt videre. Han kommer op at diskutere med ejeren af caféen og i forsøget på, at bevise at kaffen er kold, selvom den lige er blevet serveret, så stikker han sin næsetip ned i kaffen. Larry bliver bortvist og det krænker hans retfærdighedssans og han åbner en hævncafe – ”The Spite Store” – lige ved siden af Mocha Joes cafe. Han opfinder self-heating cups, som kan holde kaffen varm og bordene bliver boltret fast til gulvet. En eftermiddag kommer Larry kørende i sin bil og en brandbil kommer kørende med udrykning. Trafikanterne - inklusiv Larry giver den plads, så den kan komme frem. Men da Larry ankommer til sin cafe, ser han, at de kun brugte sirenerne for at komme hurtigere gennem trafikken og at de nu sidder og drikker kaffe på hans cafe. Det krænker endnu engang hans retfærdighedssans. Og han konfronterer dem og kalder dem for ”Siren abuser”.

Larry holder sig heller ikke for god til at irettesætte både venner og fremmede, når han mener, at de uskrevne regler overtrædes. De uskrevne regler har han også navngivet fx:

Chat and cut – det er, hvis man springer køen over, ved at hilse på den, der står forrest i køen.

Larry has to fly coach - Sidder man på midtersædet på et fly, så har man retten til albuepladsen på begge sider af sædet.

Appetizer alotment - er man tre om at dele en forret, så tager man en 1/3 del af det hele – der en usynlig linje.

Chip in - Splitter man en regning. Så kan andre ikke senere hoppe med på aftalen og nyde, uden at betale sin del.

Larry er altid optaget af adfærd og socialt samspil. Hvornår skal man holde døren for en anden? Der må ligesom være en regel for hvor mange meter væk vedkomne skal være, for hvornår man skal holde døren? Og lige så ofte går han op i definitioner fx betydningen af et venteværelse.  Når han er inde i byen og mangler et sted at være, mens han venter på en anden aftale, så bruger han sin læges venteværelse. Og han bliver irettesat: Han må kun bruge venteværelset, når han har en tid hos lægen. Og han svarer ”et venteværelse kan man vel benytte sig af, mens man venter?”.

Larry taler om elefanten i rummet og han tager ikke hensyn til omkostningerne. Han bliver smidt ud af selskaber og bedt om, at forlade det ene sted efter det andet. Han fortsætter ufortrødent med at udfordre, italesætte og vade direkte over de sociale koder, som vi går rundt og indretter os efter. Det er nærmest som om, at Larrys mission er, at vi ikke skal være slaver af at blive ved med at gøre det forkerte. Og det er også det, Jesus forkynder, når han siger, at vi skal blive i hans ord. Jesus betalte også en pris for at fortælle sandheden og han tog bestemt heller ikke hensyn til omkostningerne. Han blev også smidt ud af det gode selskab og jagtet ud af byer. Men han stod fast på, at han kom for at vidne om sandheden. Sandheden om hvad Gud er og hvad et menneske er. Og den sandhed vil han give os indsigt i. For den sandhed vil gøre mennesket fri. Jesus siger, handler og gør det, som han tror på er retfærdigt, sandt og rigtigt. Det budskab og den sandhed blev ikke modtaget lige vel alle steder og derfor blev han klynget op på et kors. Jesus hænger ikke bare på korset som et isoleret menneske, et unikt enkelttilfælde. Jesus bliver Immanuel, som på hebræisk betyder Gud for os og med os. Gud forbinder sig med hele menneskelivets spektrum, fra livskraft til forfald og død. Ophøjelsen, altså korsfæstelsen, er sandheden i betydningen at Jesus på korset åbner en vej til Gud. Sandheden drejer sig om Guds spændstighed. Gud er ophøjet, men han går også ind i det menneskelige. Det er menneskesynet, der kommer til udtryk. Frigørelse betyder, at mennesket fra skaberens hånd er skabt til at leve i kærlighed – i Guds kærlighed. Kærligheden skjuler en mangfoldighed af synder. Det er sandheden om mennesket.

Nåden ophæver alle forskelle, i nåden er vi alle lige, uanset hvilken historie vi har med os i rygsækken.  Nåden er bekræftelsen til hver enkelt af os - du er god nok i Guds øjne, ikke nødvendigvis fordi du er god nok, men fordi du er Guds. Jesus fremhævede at Gud ikke er en fjern gud stablet op på et korthus af forbud og påbud omsluttet af religiøse krumspring. Du kommer ikke Gud nærmere via snørklede spiseregler eller sociale opdelinger af mennesker i dem og os kasser. Gud møder du derimod i din næste på din vej. Men vi har alle dage været relations udfordret. Ingen af os kan kaste den første sten og ingen af os kan pudse glorien og sige at vi kun lever i næstekærlighed.

På trods af Larry Davids principfaste stædighed, så er han også elskelig. Han siger hvad andre tænker, men ikke siger. Han italesætter hverdagens problematikker og vil gerne fremprovokere eftertænksomhed og en bedre adfærd. Faktum er, at ingen af os magter at leve i næstekærlighed. Vi kan kun fange det i tro og håb, tage ansvar og forsøge. Påskemorgen viser Gud, at han magter det.  Gud magter os, uanset hvilken historie vi bærer med os. Gud magter at begynde forfra, når alt er tabt. Det er i den tro og på det håb, at vi må leve med hinanden og vores til tider kreative omgang med sandheden.

Bøn: Almægtige Gud, Himmelske Far. Tak for livsglæde og nærvær, næsten ved vores side. Hjælp os med at værne om den kærlighed, der er nødvendig for at et menneske kan vokse og trives, at den kærlighed altid er at finde.

Vi beder særligt for alle børn i verden, også for alle forældre, der bærer ansvar og dagligdag. Vi beder for alles liv og trivsel i verden, lad os føle mere glæde og håb, end udmattelse og tristhed. Hjælp os til at leve i åbenhed og tillid, trods afstand og adskillelse. Vi beder om, at vi kan hente styrke hos dig til at være der, for dem der behøver os. Vi beder for dem, der plages af uro og ængstelse, kom til dem med din fred. Vi beder for dem, der er ensomme og føler sig alene. Vi beder for dem, der er syge, for de døende og for dem, der følger et kært menneske, der skal dø og for dem, der nu ikke har mulighed for at holde om den syge og gamle. Vi beder for alle, der over hele verden sætter deres eget liv på spil for at hjælpe de mennesker, der er ramt af corona.

Vi takker for vores land og demokrati. Vær med regering og folketing, der lige nu skal tage så mange afgørende beslutninger. Vær med dronningen og hele hendes hus.

Fader vor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen.

Herren velsigne dig og bevare dig Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.  Amen.

Afsluttende salme: 192, Hil dig frelser og forsoner

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed