Af provst Kirsten Jørgensen

Det er engelsk og betyder ”storslået afsondrethed” eller mere billedligt oversat ”ensom majestæt”. Det er et udtryk, man bruger om Storbritanniens stilling internationalt i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor landet ikke var bundet af alliancer og klarede sig i verden, fordi Storbritannien beherskede verdenshavene.

Lidt kongelig har man vel lov at være, så her i den forgangne påske har jeg forsøgt at betragte dagene som storslåede i deres afsondrethed. I stedet for at forfalde til tristhed over tabte påskefrokoster, bekymring for verdensøkonomien og gru over uhyggelige billeder af alt for fyldte hospitaler og alt for mange kister, så har jeg i påsken tilladt mig at søge en anden udgave af den splendide isolation end den sørgelige.

Jeg tror, at jeg selv og sikkert mange andre har en introvert side, der bor lige i nærheden af vores sociale selv. En indadvendthed, som måske ikke er i så høj kurs i samfundet i dag, hvor vi i den grad forventes af være i kontakt hele tiden. Hvor byerne vokser og vokser, vi bor tættere og tættere, og det er prestigefyldt at have balkortet fyldt op med aftaler. Psykoanalytikeren Carl Gustav Jung brugte begreberne ekstrovert og introvert for at beskrive, hvordan to forskellige persontyper forholder sig til omverdenen. Den ekstroverte orienterer sig udad og har brug for omgivelsernes opmærksomhed for at trives. Den introverte retter sig mod sit eget indre, og indtrykkene fra omverdenen er mindre vigtige. Sjovt nok siger Jung også, at de to forskellige indstillinger er kompensatoriske i forhold til det ubevidste. Det vil sige, at den person, der er meget ekstrovert, i sit ubevidste gemmer på noget introvert – og omvendt.

Vi skal malke så meget godt som muligt ud af denne skrækkelige covid-krise, og noget af det, jeg kunne ønske mig, at vi fik med, er en accept af, at det introverte sind skal have plads, for det bor på en måde i os alle, bevidst eller ubevidst. Barnet skal have lov at lege indadvendt i sit eget lille univers. Ægtefællen skal have mulighed for at gemme noget af sig selv for sig selv, og vi skal opgive forventningen om total synlighed og åbenhed. Og ingen skal mistænkeliggøres eller synes de er sære, fordi de faktisk ikke gider så meget socialt samvær. En veninde sagde til mig, at hun havde det skamløst godt med at være så meget alene i disse uger. Men man skal da ikke skamme sig over at have det godt i sit eget selskab. Så væk med skammen over at være introvert. Frem med det storladne i at være ene. After all: selv Jesus pendlede mellem at være centrum for store folkeskarer og være alene på et bjerg eller i en ørken. Isolation kan ikke bare være splendid; den kan måske også røre ved det hellige i livet. Dét, vi har helt for os selv, sammen.