Af sognepræst Bettina C. Tranberg, Sct. Lukas Kirke

Opstandelse er tro, håb og kærlighed. Og nu kom påsken snigende sig ind på os. Og sikke en opstand. Foråret har fortrængt vinteren. Påskemorgens fortælling fortrænger langfredag. Liv fortrænger døden. Håbet fortrænger håbløsheden. Tilliden fortrænger mistilliden. Påskefortællingen vil os noget. Opstandelse er hver gang vi står op om morgenen. Opstandelse er mere end poesi. Opstandelse er mere end fornuften kan rumme. Opstandelse er tro. Påskemorgen er sammenstødet mellem de menneskelige erfaringer og Guds historie. Det er her menneskets angst, mismod og frygt mødes med liv og ikke bare med død og mørke, men med liv, lys og håb.

Over for korsets gåde sprænges vores rammer. Vores fornuft udfordres. Jesu død sætter Gud fri. Den Gud der er kærlighed. Opstandelseshåb er, at vi hver især er lysbærere for det levende håb, som selv døden ikke kan knække og som kan skænke hin enkelte et trodsigt livsmod i modgangstider. Håbet er ikke kun forankret i noget menneskeligt, men også i noget uden for mennesket – i Guds barmhjertighed og nåde.

Påsken 2020 er året hvor COVID-19 ramler ind i menneskehedens liv og ramler sammen med den enkeltes historie. COVID-19 sætter sine grimme spor i verdenshistorien og i det enkelte menneskets liv. Alt dette efterlader os med en følelse af langfredags afmagt og af en snigende angst. Destruktionen, døden, ødelæggelsen - men COVID-19 får ikke det sidste ord.  Påskemorgens opstandelses budskab er, at der er mere liv, der er mere at kæmpe for i tro, håb og kærlighed.

Påsken har to sider. Døden og livet. Med påskeberetningen kan den sten der sidder i vores hjerte blive væltet fra. Opstandelsens sol påskemorgen kaster lys over langfredags kors. Derfor er korset håbets tegn. Jesus er bærer af håbet. Håbets lys er tændt, selvom det kan være mørkt endnu. Det kan være godt at minde sig selv om i denne COVID-19 tid, når vi bekymret spørger os selv, hvad fremtiden vil bringe os? Hvad følger i kølvandet på COVID-19? Hvornår får det en ende? Og hvor længe skal vi leve i tilstand af frygt og bekymring?

Det er som om, at det hele forandrer sig fra den ene dag til den anden. Verdens ser anderledes ud i dag end den gjorde i går. Vores hverdag er forandret fra den ene dag til den anden. Og når virkeligheden bliver truende, kan det tage håbet fra os. Noget bekymrer os og bringer sorg ind over os og andet kan vi være glade og taknemmelige for. Men vi kan give håbløsheden modstand. Her gælder det netop om at mobilisere en trodsmagt, mod håbløsheden.

Påskebudskabet er uforanderligt. Gud er som en borg. En borg forbinder vi med noget urokkeligt, noget som ikke styrter sammen. Salmisten skriver i Sl. 46: Gud er vores tilflugt og styrke, altid at finde i trængsler. Derfor frygter vi ikke når jorden skælver. Salmisten udtrykker den tryghed det er at tage sin tilflugt til Gud og leve og tro på Guds løfter. Det bevidnede Jesus, da han opstod påskemorgen efter sin død langfredag.

Kristus er opstanden. Han er sandelig opstanden.

Opstandelsesbudskabet er Guds evige og uforanderlige ja til livet – til menneskelivet. Opstandelsesbudskabet og vores personligt levede liv hænger sammen.

På det budskab skal vi leve vores liv og dø vores død i tro, håb og kærlighed. God påske.