Af Lars Danner Madsen, Solbjerg Kirke

En af de første dage i februar cyklede jeg langs den grønne cykelsti, hvor der til min store glæde gøres en hel del ud af beplantningen fra kommunes side. Tak for det! Det gav også et gib af forårsglæde i mig, da jeg kunne konstatere, at nogle af påskeliljerne stod i fuld blomst. Men eftertanken meldte sig også bagefter… påskeblomst! hvad vil du her… i begyndelse af februar?? Er du ikke alt for tidligt ude? Er du en forårsbudbringer eller bringer du bud om de klimaforandringer, der potentielt kan ødelægge naturens fine balancer? Skal jeg glæde mig over dig eller bekymre mig over, at du er alt for tidligt ude?

Jeg tror, efter at have tænkt lidt over det, at svaret fra min side er et både - og. Der er ingen modsætning mellem at glæde sig over det tidlige forår og bekymre sig om klimaforandringerne. Bekymringen for naturen kommer af glæden ved den. Klimatosse er den, der er tosset med naturen.

Jeg hørte engang en mand spørge: må jeg nu ikke længere sidde i min have og bare nyde solen, uden jeg samtidig skal sidde og bekymre mig om klimaet? Svaret er: jo, det må vi… nyde forårssolen i fulde drag. For hvis du ikke kan det, nyde varmen, solen, foråret, blomsterfloret og naturen, kan du heller ikke tænke den tanke, at den glæde du har ved naturen/foråret, den skal også være vore børn/børnebørn/dem, der kommer efter os forundt.

Det kan aldrig nogensinde være glæden ved livet og naturen, vi skal ofre på klimaforandringernes alter. Ser vi nemlig de nødvendige forandringer i vores livsstil som et offer af det gode liv, kommer der ikke til at ske noget. Først når vi får tiltro til, at de forandringer tværtimod vil berige vort liv og bringe os større glæde, vil vi få lyst til at gøre noget for klimaet.

Påskeblomst! en dråbe stærk drak jeg af dit gule bæger… derfor vil jeg passe på dig og den jord, du gror på.