Af Niels Grønkjær, Immanuelskirken

 Umiddelbart nærer vi tillid til hinanden. Vi tror på hvad den anden siger. Vi stoler på at den anden vil gøre som hun siger.

Tillid er ikke en evne som vi hver især har, og som vi kan øve os i at udvikle. Den er ikke noget vi præsterer. Det er ikke mig eller dig der vælger at udvise tillid.

Tillid er derimod det fælles der uvilkårligt forbinder os med hinanden. Den er det rum som vi træder frem i for hinanden, og som forener os.

Når nogen misbruger tilliden, ødelægges det fælles rum. Vi begynder at nære mistillid hvis vi opdager at den vi har næret tillid til, lyver.

Men tilliden var der først. Mistilliden kommer af den misbrugte tillid. Sådan er det mellem mennesker.

Er det også sådan i retssalen? Nej.

Hvis den anklagede svindler bliver straffet, så bliver hun ikke straffet fordi hun har svigtet den tillid vi måtte have næret til hende. Hun bliver straffet fordi hun har gjort noget ulovligt.

Domstolene straffer en ulovlig handling. Man kan derimod ikke straffes for at have misbrugt tilliden.

Alligevel kan man høre den offentlige anklager tale om at den tidligere medarbejder i staten har misbrugt vores allesammens tillid. Danmark er et udpræget tillidssamfund. Hævder anklageren.

Det siger hun ikke som jurist. Det siger hun som en bekymret samfundsborger.

Anklageren påkalder sig hvad der er etisk forkasteligt. Det gør hun for at give vægt til sit juridiske krav om straf.

Det er ulovligt at stjæle. Men der er en dybere grund til at man ikke må stjæle: Det er forkasteligt. Fordi det nedbryder tilliden mellem mennesker.

Det er der meget andet som også gør.