Sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansen, Lindevang Kirke

Verden har ændret sig. Den er blevet mindre, ikke i fysisk forstand, men afstanden mellem os er blevet mindre. Som sædvanlig er de unge længere fremme, end vi ældre er. Det er især dem, der er med til at mindske afstanden og gøre verden mindre. De har vævet verden sammen med et fintmasket net af samtaler. Hvor det før hovedsageligt var familien, vennerne, naboerne, kollegaerne og dem der ellers krydsede vores vej, vi talte med, føres samtalerne nu også med dem, der bor længere væk – i andre lande, og på steder, der kan lyde helt fremmede for os. En dreng i nord taler således med en pige i syd. En pige i vest spørger ind til, hvordan det går med en dreng i øst. Der bliver chattet, skypet, twittet og snapchattet og tilsammen udgør de mange samtaler det største fællesskab verden nogensinde har set. Det er mildest talt interessant for en præst som mig, der er sat til at formidle et budskab, der er båret af visionen om et omfattende fællesskab.

 I den verdensomspændende samtale får mennesker, der aldrig før er kommet til orde, pludselig taletid. En pakistansk pige fortæller om hendes kamp for retten til uddannelse, en amerikansk pige fortæller om hendes kamp for våbenkontrol, en svensk pige fortæller om hendes kamp for den blå planet. Ja, bare det – tre unge kvinder er pludselig stærke stemmer i en verden, der ellers ikke altid og overalt har tillagt hverken kvinder eller de unge autoritet.   

 Og det gælder ikke kun dem. Enhver har mulighed for at byde ind i den verdensomspændende samtale med hvad, der ligger en på hjerte. Hvad det er, man er bange for, tror på og håber på. Sådan er der blevet mindre afstand mellem centrum og periferi. Og sådan har vi fået en viden som aldrig før. Aldrig har vi nemlig vidst så meget om hinandens liv.

 Det er ikke gjort med ord. Og det er også skrøbeligt med et fællesskab, som der kun skal et tasteklik til for at melde sig ud af. Men samtalen er en god begyndelse, måske den bedste begyndelse vi har. Det kommer aldrig på den måde til at gå op, dertil er vi for forskellige og meningerne for mangfoldige, men respekten for den andens ret til også at være her begynder der, hvor vi hører, hvad den anden har at sige, og selv opdager, at vi har en stemme med hvilken, vi kan byde ind i det store fællesskab.