Lars Gustav Lindhardt, sognepræst i Frederiksberg Sogn

Han smilede til mig, drengen. Han har vel været 4 år gammel, og han lå under en massagebriks med en smartphone og noget legetøj, mens hans mor gav min kæreste de sidste tryk på skulderen. Det var legetøjet, der greb mit blik. Jeg havde leget med præcist det sværd, da jeg var på hans alder. Ikke bare et lignende plastiksværd. Nej, den samme røde farve, det samme upraktiske greb. Hvor har jeg fægtet mange gange mod min egen skygge. Ligesom han sikkert også gjorde engang imellem.

Hvad vil det sige at være fremmed? For mig er det en oplevelse af ikke at være genkendt af eller kunne kende mig selv i mine omgivelser. Det er følelsen af, at jeg ikke hører til, fornemmelsen af at være alene og dermed også udsat. Det er usikkerhed og ensomhed.

For nyligt var min kæreste og jeg på ferie i Thailand og Cambodia, og dér var der mange gange, hvor jeg følte mig fremmed, fordi sydøstasien på mange måder er et meget forskelligt sted fra Danmark. Det er jo også én af pointerne med at rejse dertil. Der er de forventede forskelle: Maden, varmen, sproget og valutaen. Det overrasker mig ikke, og det får mig ikke til at føle mig mere fremmed, end hvis jeg havde været i Rom. Nej, dér, hvor følelsen af fremmedhed virkeligt slog mig, var dér, hvor jeg ikke regnede med at finde den. I elmasterne f.eks: Man graver åbenbart ikke ledninger ned i jorden, ligesom man heller ikke samler de ledninger, som går fra mast til mast, i ordentlige bundter. Nej, alle de ledninger, der forbinder en by med sig selv på kryds og tværs (og dem er der mange af, ved jeg nu) hænger i de to lande hulter til bulter i store klumper uden nogen planlægning. Det virker jo tilsyneladende, men for en ordensfikseret dansker er det noget at vende sig til. På samme måde er det noget at vende sig til, at der ikke er særligt mange skraldespande, men istedet smider man mange steder affaldet, hvor man har lyst, og det er kræver tilvænning for både øjne og næse. Så er der fattigdommen. Vi så ingen, der sultede, men vi så mennesker leve på måder, som ville være utænkelige i Danmark, velvidende, at mange lever langt mere udsat end dem, vi mødte i Thailand og Cambodia.

Følelsen af fremmedhed er ikke rar, men den kan være god, for den skærper blikket for det genkendelige. Sådan som det f.eks. skete i massageklinikken på ferieøen i Thailand. Drengen havde det samme legetøj, jeg havde leget med. Vores liv er meget forskellige i tid og sted og mulighed, men alligevel er vi to ikke længere fra hinanden, end at vi begge kan genkende glæden i det samme skarpt røde plastiksværd. Fundamentalt er vi ens: To drenge, der fægter mod skygger. Det havde jeg nok ikke bidt mærke i, havde jeg været i Danmark eller Tyskland. Det krævede fornemmelsen af fremmedhed for at kunne genkende mig selv i dem, der ikke ligner mig.