02/07/2024 0 Kommentarer
Den rigtige tid
Den rigtige tid
# Byen & Præsten
Den rigtige tid
Lars Danner Madsen, Solbjerg Kirke
Når denne klumme læses er vi gået fra sommertid til vintertid. Det gjorde vi nemlig i søndags den 27. oktober. Så var det, man skulle huske det med havemøblerne - om foråret stiller man dem frem, om efteråret tilbage i skuret. Og sådan skal vi huske om foråret at stille uret en time frem og om efteråret en time tilbage.
Det er nu ikke det eneste jeg kommer i tanke om, når vi stiller henholdsvis uret frem og tilbage. Jeg kommer også altid til at tænke på Søren Brun og Nuser. Der er nemlig en herlig stribe med de to, hvor Søren Brun åbner døren for Nuser, der står udenfor på trappen med sin madskål i flaben og ser bedende på Søren Brun. Søren Brun må så desværre meddele Nuser, at vi er gået fra sommertid til vintertid, hvilket betyder, der endnu er en time til, han skal have mad. Det får Nuser til at fundere over følgende spørgsmål i en tankeboble: Men hvordan omstiller man lige sin mave fra sommer til vintertid? Og det er jo et såkaldt godt spørgsmål.
For det kan virkelig være svært for nogen af os at rykke spise- og sovetider en time. Jeg har selv svært ved det, og dyr kan ikke. De følger nemlig ikke urets, men naturens egen tid og rytmer. Man kan diskutere, hvad der er den rigtige tid? Er det vintertid eller sommertid? Jeg tror nu nok jeg vil sige, at begge tider er konstruerede. Den rigtige tid, det er ikke urets tid. Det er ikke den tid, vi kan sætte en time frem eller en time tilbage. Den rigtige tid, det er den tid, der skabes af jordens rotation dels om solen og om sin egen akse. Den rigtige tid, det er årstidernes tid, det er dagens og det er nattens tid.
For alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt, hedder det i Prædikerens bog: ”En tid til at fødes, en tid til at dø, en tid til at plante, en tid til at rydde. En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede. En tid til at rive ned, en tid til at bygge op. En tid til at græde, en tid til at le.” (Præd. kap. 3). Og det er jo så sandt - der er en tid til strid og en tid forsoning, en tid til sorg og en tid til glæde. Og se, det er den rigtige tid.
Kommentarer