Sognepræst Jonas L. Christy, Lindevang Kirke

Som så mange andre er jeg glad for min cykel. Især i denne tid hvor både Peter Bangs Vej og Roskildevej er udsat for vejarbejde. Bilerne holder stille i lange kø, men cyklerne bevæger sig ubesværet gennem byen. Når man ikke skal længere end nogle få kilometer, er jernhesten både det hurtigste, billigste og sundeste. Og den grønne sti gør næsten transporttiden til en fornøjelse.  

Derfor er det også irriterende, hvis ens cykel punkterer eller endnu værre: Hvis den bliver stjålet. Det sker heldigvis ikke så tit, men når det sker, hopper ens mentale kæde af, for så skal man både anmelde tyveriet til politiet og forsikringsselskabet, betale selvrisiko og være uden transportmiddel i et par uger.

Jeg sender altid en medlidende tanke til den ukendte ejer, når jeg kommer forbi et cykelstativ, hvor et ensomt racerhjul er låst fast med en kæde, mens selve cyklen er væk. Man gør det sværere for tyven, hvis man låser stellet fast til noget, men i sidste ende kan man jo ikke gardere sig fuldstændigt. Alle låses kan klippes over, hvis man har det rigtige værktøj.

Det havde jeg desværre ikke, da jeg i fredags sidst på eftermiddagen gik over på min søns skole. Solen skinnede, og det var vejr til havearbejde, men alligevel følte jeg mig lidt underligt tilpas - nærmest skyldig - da jeg kom gående dér på fortovet med en grensaks i hånden. Jeg smilede venligt til dem, jeg mødte, men jeg følte alligevel, at de kiggede på grensaksen og tænkte: Hvad skal han bruge den til?

Min søns cykellås var gået i baglås. Det var en tynd, billig kædelås, men den var stadig svær at klippe over med en grensaks. Det tog tid, og flere børn nåede at stoppe op og spørge mig om, hvad jeg lavede. Jeg er ikke ved at stjæle en cykel, forklarede jeg, mens jeg klippede og skar mig igennem plastikmembran og metaltråde. Det tog vel et kvarters tid, og undervejs smilede jeg op til overvågningskameraet for ligesom at signalere, at jeg skam ikke var i gang med noget ulovligt. 

På vej hjem med cykel og grensaks med en irrationel følelse af skyld, tænkte jeg over, hvor forfærdeligt det må være at blive beskyldt for noget, som man ikke har gjort. Og på hvor hurtige, vi kan være, til at fælde dom og placere skyld på andre. Nogle gange er den, man tror er skyldig, faktisk ikke skyldig.