Af Karin Franijeur Znaider, sognepræst i Solbjerg Kirke   

Tænk, at vi er her!

Tænk, at vores verden står!

Tænk, at vi lever i et frit land, hvor vi må sige, hvad vi mener.

Tænk, at vi selv må være med til at bestemme, hvordan livet skal leves!

Tænk, at vi hører hjemme på denne lille smukke plet i verden!

Der er så meget at være glad og taknemlig over!

Tænk, at vi er i live!

Sådan en banal undren over den ganske almindelige hverdag, hører vist til sjældenhederne og er derfor slet ikke banal eller normal. I hvert fald ikke for de fleste mennesker. For den, der har mærket dødens pust i nakken, har kysset asfalten eller på anden måde har haft døden inde på livet, der forholder det sig nok ganske anderledes.

I dag er det den 11. september eller 9.11 som amerikanerne siger det. Og jeg hører til den aldersgruppe, der husker dagen. Husker den ned i mindste detalje. Husker det, der skete, som en voldsom rystelse af hverdagen: Jeg var travlt beskæftiget, som nu forældre er det lige inde spisetid, hvor børnene er kommet hjem. Den ældste på 15 havde åbenbart tændt for TVet, kunne jeg høre. Hende på 10 gik ind til ham. "Mor, de sender en mærkelig film om krig og højhuse, der vælter" klagede Rebecca. Jeg tænkte i første omgang ”Ih, altså… hvad er det nu David sidder og ser!”.  Og syntes det var irriterende, at jeg skulle gå ind og blande mig. Og jo, ind gik jeg - og så med rædsel, at hverdagstrygheden var under angreb. Først troede jeg ikke mine egne øjne. Tænkte ”det er en ualmindelig dårlig joke”, alt i mens det gik op for mig, at det var sandt.

Egentlig har jeg siden da haft den samme følelse adskillige gange. Jeg synes endda, at det eskalerer. Rapporter om den smeltende indlandsis og de døende have har efterhånden samme effekt.

Men. Jeg nægter at lade mig kue. Jeg nægter at overgive mig til det totale sortsyn. For alting er jo ikke sort og trist og ondt og snyd og bedrag!  Det er det også. Men der er stadig et op eller ned i denne verden. Du kan stadig gøre en forskel også i hverdagen. Det gælder derfor bare om at øve sig! Du kan gøre det foran spejlet, du kan gøre det på cyklen eller i metroen – sig bare, mens du slår armene ud:

Tænk, at vi er her!

Tænk, at vores verden står!

Tænk, at vi hører hjemme på denne lille smukke plet i verden!