Provst Kirsten Jørgensen

En sommersøndag faldt det mig ind at tale om moralsk ledelse fra prædikestolen i Godthaabskirken. Nu hvor jeg igen skriver ordene ”moralsk ledelse” mærker jeg den lettere kvalme, der også greb mig, da jeg skulle skrive min prædiken. Moralsk ledelse – det er virkelig ikke et begreb, der rigtig spiller i det moderne Danmark. Det smager straks af moralsk bedreviden. Man ser vippende pegefingre så store som Rundetårn for sig. Moralsk ledelse smager af, at nogen mener at vide, hvad der er bedst, og den slags mennesker hærger som bekendt verden som en pest. Kvalm moralsk ledelse er det, som mange forbinder med kirke og kristendom, og netop derfor tager de afstand fra kristendom og kirke. Nogle har måske i deres barndomshjem oplevet en form for moralsk ledelse, som mere gik ud på fordømmelse og forkastelse end på det, jeg vil kalde ledelse. Men findes der en form for moralsk ledelse, som er god, ja, måske ligefrem nødvendig og som vi trænger til? En moralsk ledelse som ikke er moralisme, men som insisterer på, at der er noget, der er godt og noget, der er ondt: Noget, der er forkert og noget, der er rigtigt? Har vores samfund brug for moralsk ledelse? Og hvilken slags skulle det så være, og hvem skulle udøve den? De sidste to spørgsmål er så afgjort de sværeste. Jeg tror ikke, at moralsk ledelse trives bedst med løftede pegefingre og med straffe og sanktioner. Jeg tror ikke på, at vi skal indsætte moralske overdommere af nogen art. Derimod tror jeg, at der kan findes en indirekte moralsk ledelse i kirken og i kulturen. I litteraturen, på teatret, i billedkunsten. Ikke fordi kulturen skal være moralsk i sig selv. Men fordi litteratur, teater, billeder fortæller os mennesker, hvem vi er. Holder et spejl op for os, så vi får øje på, hvad vi gør, og hvad vi undlader at gøre. Moralsk kunst ville være rigtig dårlig kunst. Men god kunst rummer altid en moralsk side; et bud på hvad det gode menneskeliv er. I øvrigt præcis ligesom en moralsk prædiken kan være ulidelig at høre på – men en god prædiken har altid en moralsk appel. Det er sørgeligt, når kunsten har dårlige vilkår at arbejde på. For kunst er ikke bare underholdning. Den er også en øjenåbner, der kan sætte os på sporet af det gode og det sande. Moralsk ledelse er indirekte ledelse. Den består i at hjælpe dig og mig med til selv at få øje på, hvad vi bør gøre. Den slags ledelse vil jeg nødig undvære.