Sommerfugle

Sommerfugle

Sommerfugle

# Byen & Præsten

Sommerfugle

Søren Kjær BruunStudiepræst på Frederiksberg Campus og sognepræst ved Sct. Thomas kirke


Sommeren går på hæld. Endnu er det er ikke slut med sommerfuglene. Kridhvide og orangesorte sværmer de med en drømmende lethed om sommerfugletræets lilla blomster. Det siges, at der bliver færre sommerfugle i verden. Det er trist. Hvor forsvinder de mon hen? Kaster man et blik på forskernes undersøgelser, så har de gemt sig i de unges maver. Ingen kan forklare, hvordan de er kommet derind, men der er mange af dem. Flere end i mange år. Solar plexus hedder arten vist og det kan mærkes, når de rører på sig.

Er det nu så slemt at begynde dagen med sommerfugle i maven? Ja, det er slemt. Det er slemt at vågne op, for straks at overvældes og lammes af ængstelse. Men ængstelsen har også en anden side, en god side, som bør tages med i billedet og fremhæves, så der kan komme balance i tingene. Det er nyttigt og praktisk at vide, at ængstelse hører med til ethvert menneskeliv.

Den danske teolog og filosof Søren Kierkegaard har skrevet om vigtigheden af at lære ængstelsen at kende. Og hvordan kan man så lære det? Svaret lyder: Den, der lærer at ængstes på den rette måde, har lært det højeste. Og hvad er så det rette og det højeste? Det er at forstå, at der ikke gives et entydigt svar på, hvorledes ængstelse skal håndteres. Det er den enkeltes opgave at erfare det. Det er de unges opgave at lære at ængstes på den gode måde. Vil man lære at slå søm i, så nytter det ikke at flygte, hver gang man ser en hammer. Man må lære at blive ved hammeren, lære at se på den, nærme sig den – og betragte hovedet på sømmet. Ind i mellem rammer vi både skævt og ved siden af og det kan være en på én gang rystende og lærerig erfaring.

Inden længe begynder en ny årgang af glade og håbefulde studerende på Frederiksberg Campus. Mange uden tvivl med sommerfugle i maven.  Det er mit ønske, at de lærer dem at kende, sommerfuglene. Og at de lærer at kende og genkende den forunderlige og blandede følelse af uro og glæde, for den er tegn på det gode liv. Og skulle det ske, at det bliver for meget med al den ængstelse, så er studiepræsterne altid klar til en lille sommerfuglesnak.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed