Sognepræst Michael Brautsch, Frederiksberg Sogn

Jeg kan huske den dag, for mange år siden, da jeg for første gang for alvor opdagede, at livet er forgængeligt. Jeg var en ubekymret ung mand uden synderlig modgang i livet, men langsomt blev jeg optaget af små flænger i det store gyldne forhæng; af noget jeg ikke tidligere havde lagt mærke til. Det gik langsomt op for mig, at alting har sin modsætning – som spejlene i Tivoli, hvor den lille tykke udgave af beskueren på den konkave side, uundgåeligt har den lange tynde ditto på den konvekse side. Jeg måtte gennemrode, hvad der lå bag ved den evige frejdighed og ungdommens overflødighedshorn af liv. Den øjensynlige evige solopgang – og de gentagne nye muligheder, selve livet. Langsomt indså jeg, at også jeg var underlagt forgængeligheden, jeg var heller ikke udødelig.

 En af de første gange var i et lille galleri, jeg opsøgte på en eftermiddags slentretur. En kunstner havde forsøgt sig med en stiløvelse: hvidt kranium, slukkede vokslys, fluer på æbler, et timeglas og små putti – disse småfede englebasser, alle kender fra maleren Rafael – som iagttager, blæser i trompeter eller, som her i galleriet: blæste sæbebobler. Dette er et yndet motiv fra især renæssancen, barokken og rokokoen: legen med sæbebobler billedliggører udtrykket ”Homo bulla est” – mennesket er (kun) en boble – vi opstår, lever, drejer om os selv og svæver, men brister uundgåeligt en dag. Som Storm P der filosoferer, at livet er at sammenligne med et cirkus: man kommer ind og bukker, render rundt, bukker igen og går ud. Jeg står i det lille galleri, og husker en arie af Ambrosius Stub, der er indskrevet i vandposten ved Klokketårnet i Faaborg, barndommens land:

Verden er et Flyve-Sand.
Sandet blinder os vort Øye,
Sandet volder Foden Møye,
til vi naaer det faste Land.
Verden er et Flyve-Sand.

Livet er en til tider besværlig vandring gennem sand, og alting er forgængeligt og skrøbeligt som en fin porcelænsfigur. Måske står den elegant og sart på hylden, med kun få ubetydelige skrammer til vi når de 100 år; måske har den fået en hård medfart, nødtørftigt holdt sammen med lim og plaster, og er kun den halve tid i denne verden på denne jord. Vi er som sæbebobler, der kan briste hvert øjeblik. Memento mori: Husk, du skal dø! En påmindelse om livets korthed og min egen dødelighed. Verden er et flyvesand, og jeg er en boble på vej rundt i manegen.