Af Marija Krogh Iversen, Emmauskirken

Efter en påskeuge med 20 grader i solen, chokoladehareløb og familieforsamling kan man godt blive lidt mat. Ovenpå opstandelsen kommer nedturen, vækkeuret og madpakkerne. Det var ellers så dramatisk! Palmesøndags grønne forfest, mørket og forladtheden på langfredag og endelig så jublende gult og håbefuldt påskedag. Kan det allerede være slut i toget på vej hjem fra påskefrokosten?

Måske lyder jeg som en, der forudsætter, at enhver dansker lever sig ind i påskeugens dramaturgi; sørger med de sørgende og jubler med de jublende. Naturligvis ikke. Jeg ved godt, at påsken kan være en abstrakt højtid, der i højere grad giver anledning til at hyppe kartofler og drikke påskebryg med havehandskerne i baglommen.

Derfor slog det mig, hvor sandt det er, når den amerikansk-tyske teolog Paul Tillich definerer tro som det at være grebet af noget ubetinget og ægte. Noget, der ligger udenfor os selv. Som minder os om, hvem vi virkelig er og om, hvor stor, uudgrundelig og mystisk verden er. Tro er altså ikke forbeholdt dem, der kan tilslutte sig kristendommens dogmatik – de jublende påskedag – men enhver, der kan træde ud af sig selv, vende sig mod verden og på samme tid være i sin egen persons kerne.

Men hvordan blive grebet? Og af hvad? Og hvornår?? I dagens eneste meditative stund i køen i Rema? Det er naturligvis forskelligt, hvad der griber os og flår blikket og hjertet op. For nogle er det en politisk indignation, ønsket om større retfærdighed. For andre en tur på Glyptoteket eller til Rom. Selv bliver jeg for tiden grebet af naturen. Af forårets magi og frodighed, der flyder over med knopper, dufte og farvesammensætninger mere fantasifulde og fandenivoldske end et menneske kan forestille sig. Alle vækster og planter taler på hver sit sprog, men forstår hinanden og står sammen om disse dybder af ualmindelig, almindelig skønhed. Om natten står vinduet på klem. Om dagen bager vi os varme i solen. For mig peger det hele på en guddommelig sammensværgelse og omsorg. Lyder det svulstigt og patetisk? Ganske givet. I må have mig undskyldt. Jeg tror. Jeg er grebet af maj.