Af sognepræst Martin Elvstrøm-Vieth, Godthaabskirken

Læser du dette omkring udgivelsesdatoen for denne avis, skal du vide, at der ikke er en eneste præst på Frederiksberg. Vores sorte kjoler hænger tungt ned fra bøjler i præsteværelset. Pibekraverne er gemt væk i skabe. Vi underviser ikke konfirmander, er ikke tilgængelige for samtaler. Nej, vi er over alle bjerge, helt konkret på internat i Tyskland. Og der kan vi så sidde og overveje, hvilken betydning vi egentlig har. Er vi undværlige? Er vi savnet? Ja, bliver byen nervøs ved tanken om sine præsters fravær? Det er nok så meget sagt.

Vores status har i hvert fald ændret sig meget igennem tiden. Danskerne ved nemlig godt, at de ikke har brug for mellemmænd- eller kvinder i forholdet til Vorherre. Det afspejles ikke mindst i de årlige undersøgelser, hvor befolkningen tager stilling til forskellige faggrupper. ”Mavepuster til præster,” lød overskriften således i en avis for snart tre år siden. Af 99 erhverv, var vi i folks anseelse nu helt nede på en 34. plads. Der gik det heldigvis bedre sidste år, hvor vi i en såkaldt troværdighedsanalyse tilsyneladende havde genvundet meget af den tabte respekt. En 8. plads kan vi derfor nu bryste os af - lidt over tandlæger, lidt under fysioterapeuter. Og selvom der er et godt stykke op til de gode jordemødre og sygeplejersker, så konkluderer undersøgelsen ikke desto mindre, at mange danskere ser os som vigtige for samfundet.

Selv har jeg i hvert fald rigeligt med eksempler på ros til mine kolleger. Flere gange har jeg hørt, hvor meget støtte folk har oplevet at få af netop dem på væsentlige tidspunkter af deres liv. At de her kunne give noget, de ikke på samme måde kunne få andre steder. Om anledningen så var trist, glædelig eller noget midt imellem.

Personligt er det i hvert fald der, jeg godt kan lide at være præst. I mødet med det betroede liv – om det så sidder på kirkebænken en søndag eller opsøger mig af andre årsager. Derfor finder jeg arbejdet ikke bare meningsfuldt men, ja, nødvendigt. For at - med ordene af en dansk biskop (og i øvrigt Søren Kierkegaards storebror):

”… der fra Skagen og til den sydlige spids af Bornholm ikke skal kunne fødes eller opvokse noget menneske, uden at han/hun føler sig omgivet af et tilbud – ikke en tvang, men et tilbud – af kristen ro og trøst.”

Men lige nu er vi altså ikke hjemme. Frederiksberg er præsteløs. Vi henviser derfor til naboprovstiet og glæder os til at komme hjem igen og være præster ikke bare for jer men også med jer, samlet om den kristne ro og trøst. Om I så sagtens kan være foruden os, så kan vi nemlig ikke være præster uden jer.

Så derfor. På gensyn.