Karin Franijeur Znaider, sognepræst i Solbjerg Kirke

Når forårsbebuderne stikker hovederne frem, begynder det som regel at gibbe lidt i havefolket. Det er snart tid til at begynde at så.  Biblen har en dejlig fortælling om en bondemand, der strør sin udsæd med rund hånd, selvfølgelig med det håb, at nogle af kornene vil spire og gro.  Men den handler også om, at tålmodighed og spildprocenter hører med til et menneskeliv og at det er helt okay.

Forår er såtid. Forår er vindueskarme med urtepotter.  Måske er det nye frø, måske stiklinger, men selv en gammel kartoffel kan det være sjovt at putte i. Og så skal man vente.  Måske vil der gro et grønt skud frem, som så kan blive plantet ud i haven. Måske.

Vi ved ikke, om det sker. Det sker i hvert fald ikke lige nu. Det tager tid. Der skal tålmodighed til. Der skal måske også en vis spildprocent til. For det er ikke sikkert, at den ene kartoffel blive til en ny plante. Tålmodighed og spildprocent, begge dele hører med, når man dyrker noget. Og begge dele er noget, som vi ikke er særligt glade for. For vi vil have, at ting skal lykkes, og de skal helst lykkes lige nu og her. Tiden skal nemlig udnyttes effektivt og resultaterne må gerne komme så hurtigt som muligt.  Det gælder stort set alt i samfundet. Tålmodighed og spildprocenter er nærmest fyord.

Hvor kan man let komme til at føle, at det hele stikker af fra én, og at man ikke kan følge med, og at man kommer håbløst bagefter i det kapløb, som tilværelsen ind imellem godt kan se ud til at være.

Vi sammenligner os med alle de andre, sådan som vi har al for god mulighed for at gøre det, når vi åbner de sociale medier. Sikke de andre får noget ud af deres liv. Sikke alting lykkes for dem. Sikke deres urtepotter spirer og dét i samme sekund, som de bliver lagt ud.

Og her står så jeg, - mine planter spirer ikke med det samme, ikke alle bliver til noget...

Vi siger til hinanden, at det, der ikke lige lykkes er en fiasko. Men meget hurtigt kommer fiaskoen til at handler om mig. At det er mig, der er en fiasko. Det er derfor, at det er så godt at få fortalt en historie om, at spildprocenter og tålmodighed er en del af livet, at alt ikke lykkes og at dét er helt okay.