Bettina C Tranberg, sognepræst i Sct. Lukas Kirke

Jeg husker tilbage i folkeskolen, når vi havde undervisning i kristendom, hvordan vi storgrinede, når vi hørte om urfædrene, der opnåede en fantastisk alder. Metusalem blev ifølge Første Mosebog 969 år. Hans søn Noa blev 950 år og Noas søn, Sem, blev 600 år. Det var selv for en folkeskoleelev temmelig overdrevet. Men måske vil det ikke være en umulighed i fremtiden.

Ifølge videnskaben vil de fleste børn, der er født efter år 2000, kunne fejre 100-års fødselsdag – vel og mærke i lande med en høj forventet levealder. Videnskaben sikrer, at vi lever længere og der sker store fremskridt indenfor bioteknologien, så mennesket kan se frem til at blive 150, 200 og 1000 år i fremtiden. I fremtiden vil vi kunne udskifte alle organer med kunstige organer fremstillet af vores egne celler i laboratorier. Der er flere forskere som mener, at mennesket en dag kan opnå udødelighed ved at fusionere med maskiner – adskilt fra kroppen med et liv i cyberspace. Det lyder næsten for urealistisk, men den prisbelønnede fremtidsforsker Ray Kurzweil forudser, at nanoteknologi vil kunne give mennesker evigt liv. Om 20 år kan man stoppe aldring – tanken forekommer mig uhyggelig.

Dødelighed er en del af det menneskelige vilkår og afspejler skaberens intentioner for mennesket. Og set fra et kristent perspektiv er det en meget gammel kættersk tanke, at vi kan adskille os fra vores fysiske kroppe. For den troende har livet en mening som er garanteret af Gud. Og meningen med livet må handle om at leve for næsten. Men det store spørgsmål er, om det er en gave at leve evigt på jorden eller på en harddisk? Og hvad vil det få af betydning for det at være menneske? Kan vi forestille os en verden, hvor ingen dør? Og hvad er så det næste, der nødvendigvis må følge? Skal vi bebo nye planeter? Er vi så småt i gang med at bygge et nyt babelstårn? Hvad vil videnskaben og biologisk evolution? Er der en grænse for menneskelivet? Hvad er meningen med livet? Og hvad er formålet med livet?