Marija Krogh Iversen, Emmauskirken

Det er nok ikke gået nogen læseres næser forbi, at klummen her har ændret navn fra Præstetanker til Byen & Præsten. Men hvad betyder den nye titel? Er byen og præsten forskellige størrelser, der står i modsætning til hinanden? Er der langt eller kort mellem den puls, der banker i byen og den ro, der findes i kirken? Eller er det præsten i byen, der menes, altså hvad præstens rolle er i en bydel som Frederiksberg?

 Jeg læser i øjeblikket en glimrende bog af Niels Nymann Eriksen, der er sogne- og indvandrerpræst på Vesterbro. Den hedder Gæstfrihed og handler om, at det er i mødet med den fremmede, vi møder os selv. Et særligt kapitel gjorde indtryk. Det handler om forskellen på at anerkende og byde velkommen. Det var den tysk-jødiske tænker Hannah Arendt, der formulerede, at ’det er godt at blive anerkendt, men bedre at blive budt velkommen, fordi velkomsten hverken er noget, man kan optjene eller gøre sig fortjent til.’

 Hvad betyder det? Måske det, at anerkendelse kommer i kølvandet på en særlig indsats eller udførelsen af en ekstraordinær opgave. Det er mennesket bag handlingen, der bliver anerkendt, men anerkendelsen sker på baggrund af en særlig bedrift. Omvendt er det med velkomsten. Den sker uden at vide, hvad det er for et menneske, der banker på, altså uafhængigt af personens egenskaber eller indsats. Og af den grund er den ”værdiløs”, forstået på den måde, at den ikke kan veksles til noget andet. En anerkendelse kan åbne døre. Velkomsten skaber ikke muligheder, men håb, trøst, glæde.

 Måske er det præstens rolle i byen at byde folk velkommen. Uanset hvem de er eller hvad de gør. Også de fremmede, besværlige eller dem, der falder udenfor. Det er nemmest at sætte sin lid til et menneske, vi kender, men det er en grundpointe i bogen, at vi muligvis først lærer et menneske at kende ved først at vise det tillid. For tilliden (og mistilliden) er i bund og grund en selvopfyldende profeti.

  Er det let? Nej! Præster er også utålmodige, har travlt og skal i Føtex før lukketid. Men vi, og os alle, kan måske øve os i at byde velkommen. At være mennesker, man bliver budt velkommen hos. Anerkendelsen binder os nemlig til det, vi har opnået, men velkomsten sætter os fri af den binding, så vi kan smile af vores nederlag og modtage hinanden uafhængigt af vores meritter.