02/07/2024 0 Kommentarer
Drømmesyn
Drømmesyn
# Byen & Præsten
Drømmesyn
Sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansen, Lindevang Kirke
Hos de fleste af os melder der sig en eftertanke i overgangen fra et gammelt til et nyt år. Hvad er det vi kommer fra? Og hvor er vi på vej hen? Hverdagen kan hurtigt nok melde sig, så jeg tror, det er sundt nok med et sådan tilbageblik og udblik.
Bortset fra underholdningsprogrammerne var mediernes tilbageblik på 2018 ikke særlig opmuntrende. Det var sparsomt, hvor meget 2018 blev hyldet. Selv kan jeg da også godt blive ramt af bekymring, for hvordan med miljøet og hvordan med de større fællesskaber? Gør vi nok? Gør vi det, der skal gøres? Der er grund til at forholde sig kritisk, at se tiden direkte i øjnene og gøre sig klart hvilke problemer, vi står overfor. Men i de mange tilbageblik på 2018 meldte den tanke sig, om vi er blevet så kritiske, at vi er blevet ramt af sortsyn.
"I stedet for sortsyn vil jeg slå til lyd for drømmesyn. Med drømmesyn tænker jeg ikke på at stille blikket på et eller andet fjernt abstrakt sted, men omvendt at være til i verden med tillid. Der skal drømmere til for at skabe forandringer."
Den der ikke ser tidens fare i øjnene, har lagt et slør hen over sit liv. Men den der er ramt af sortsyn, har også lagt et slør hen over sit liv. Og i forhold til det nye år, er der noget sortsynet ikke kan: Sortsynet kan ikke skabe forandring. Sortsynet ser kun fremtiden som en forlængelse af et nu, det ikke kan lide. Og sortsynet skubber til angsten. Angsten kan man ikke sætte kursen efter, den er uden tillid, og angsten kan derfor føre til de forfærdeligste ting.
I stedet for sortsyn vil jeg slå til lyd for drømmesyn. Med drømmesyn tænker jeg ikke på at stille blikket på et eller andet fjernt abstrakt sted, men omvendt at være til i verden med tillid. Der skal drømmere til for at skabe forandringer. Drømmere der tænker stort om verden og dens beboere. Drømmere som leder efter og opdager det skønne og tror på, at der venter noget godt og derfor også arbejder og kæmper for, at det skal gå i opfyldelse.
I overgangen mellem et gammelt og et nyt år får vi en af de store fortællinger: fortællingen om en fødsel og engle der synger om fred. I julens fortælling kan drømmere hente identitet og autoritet, det er nemlig en fortælling, der handler om, at vi er mennesker i en verden, hvor det gode er til. Selvfølgelig skal vi være kritiske, når der er grund til det, og det er der desværre for tit, men vi skal tæmme sortsynet.
Kommentarer