Af Niels Grønkjær

 ’Derfor holder jeg så meget mere af efteråret end af foråret, fordi om efteråret ser man på himlen – om foråret på jorden.’ Det skriver Søren Kierkegaard i sin dagbog den 29. oktober 1837.

                 Om foråret er det jorden der tiltrækker sig vores opmærksomhed. Jorden damper, og det er såtid. Solen varmer byens asfalt. Vi bliver urolige. Noget skal ske.

 Men nu er det efterår. Det er tid til at se op mod himlen. Hvad ser vi? Vi ser at septembers himmel er så blå, og vi ser at den er uendelig. Som en himmel skal være: blå og uendelig.

           Mens forårsjorden kalder på vores uro, gør synet af efterårshimlen os rolige. Det er beroligende at betragte det blå.

                 Det er faktisk også beroligende at betragte det uendelige, selv om man kunne tro at det var svimlende. Det er beroligende at betragte den uendelige himmel fordi kun det uendelige kan rumme vores længsler.

                 Jeg tror det var derfor Kierkegaard holdt så meget af efteråret: roen ved at betragte den uendelige, blå himmel.

Siden dengang er perspektivet skiftet. Rumfartens triumf har vist os at det er jordkloden som er blå. Billeder fra månen viser os den blå planet.

                 Det er et beroligende syn. Alt det dejlige blå. Vi får lyst til at passe på den, jorden. Ikke underligt at økologiske bevægelser har gjort billedet af den blå klode til deres logo. – For tiden kan man se en kæmpemæssig, oppustet jordballon foran Thorvaldsens Museum.

                 Men når vi ser jorden ude fra verdensrummet, ser vi ikke menneskene. De forekommer betydningsløse. Samtidig ser vi at himlen er sort. Det er foruroligende. Så skrøbelig den lille blå planet er på den sorte baggrund. Et fnug i det endeløse univers.

Når vi jordvæsener vender blikket mod himlen, så ved vi nu at der også er et blik fra verdensrummet. Et blik som ser jordens sorte himmel. Som ser bort fra os.

                 Den uro kan måske få os til at passe så meget på jordkloden at den ikke revner. Vi vil så nødigt undvære synet af septembers himmel.


Af Niels Grønkjær, Immanuelskirken