Jeg er glad for at lufte hund på Frederiksberg Ældre Kirkegård. Det er der nok en del af jer læsere, som ved, for jeg har skrevet om det før, og denne klumme er nok heller ikke det sidste, jeg skriver om det, for hvad hjertet er fyldt af, flyder munden – og fingrene – som bekendt over med.

I øjeblikket er mit hjerte fyldt af kirkegården, fordi alting er sprunget ud, og den er simpelthen så smuk: Der er et væld af forskellige blomster og træer, næsten alle fint passet og plejet, med skønne farver i alle nuancer, og at bevæge sig langs stierne er derfor næsten som at spankulere gennem nogle af de mytiske haver, forestiller jeg mig, for ikke bare sten, men selve naturen fortæller historier om både det liv, der var, og det liv, der lever videre.

Kirkegården er på den måde virkeligt en gave, som vi kommunalt og individuelt skænker til hinanden, og når jeg går på kirkegården, føler jeg mig ofte heldig over at kunne nyde godt af så mange generøse menneskers arbejde.

For nyligt slog det mig, at kirkegården er et godt spejlbillede af Frederiksberg mere generelt, hvilket egentligt ikke er så mærkeligt, for kirkegårde er som regel spejlbilleder af de samfund, som vedligeholder dem: Der er få steder, hvor det er så afgørende at understrege, hvad et menneskeliv egentligt er, som netop kirkegården, hvor vi fejrer menneskelivet, som det var.

Frederiksberg Ældre Kirkegård er som sagt smuk, hvilket den i øvrigt er året rundt, og det er vi så heldige, at Frederiksberg mere generelt også er, for vi bor heldigvis et sted, hvor der gøres meget ud af både murstenene og de grønne pauser imellem dem. Jeg skriver, at vi er heldige, hvilket måske lyder mærkeligt, for det er jo os selv, der vælger, at det skal være sådan, både når vi sætter kryds på stemmesedlen, og når vi bruger af vores egen tid, penge og kræfter på de steder, som er vores.

Præcis, som det gælder med kirkegården, er Frederiksberg smukt, fordi vi hver især beslutter os for det, og deri er vi heldige at være omgivet af andres generøsitet, ligesom vores naboer forhåbentligt også er heldige at være omgivet af vores. Vi er heldige, at Frederiksberg er en gave, som vi giver til hinanden.

Lars Gustav Lindstrøm Lindhardt, sognepræst i Frederiksberg Sogn