Da jeg var tolv år gammel, gik mit barndomshjem i opløsning. Jeg var så heldig, at det faldt sammen med, at jeg begyndte at gå til præst. Kirkerummet blev mit tilflugtssted. En større verden åbnede sig. Nok var jeg barn af vanskelige forældre, men de var ikke hele sandheden om mig.

Mødet med konfirmanderne giver mig den allerstørste glæde som præst. Engang var jeg yngre end deres forældre, nu kunne jeg være deres bedstemor. De unge mennesker holder pulsen oppe. De gør kirkerummet usikkert. De er hvert eneste år som en blæsende ny og frisk vind, der hvirvler det gamle støv op. Folkekirken ville være fattigere uden dem på kirkebænkene fra september til april. I disse uger springer de ud sammen med bøgen. Også her på Frederiksberg.

Pubertet betyder at få sit første skæg. Det er en vild og sprød og sårbar tid. Nogle unge mennesker lægger sig på sofaen og rejser sig ikke i flere år. De er trætte af vokseværk og hjemløse i egen krop, de spejler sig uafladeligt, deres fysik og hele tankesæt er under ombygning. De river far og mor ned fra piedestalerne. De drømmer og længes, alt imens de pendler mellem kæk selvovervurdering og manglende selvværd.

Mange unge, måske flere end før, har det rigtig svært. Jeg spørger mig selv, hvad vi har gjort forkert. Som samfund, som forældre og bedsteforældre. Ingen ved rigtig, hvorfor og hvornår det begyndte. Det er bare sådan, det er. Måske er det den udstrakte frihed, som vi har været så glade for at give dem, der tynger og gør dem ensomme. Måske har vi glemt at fortælle dem, at livet gør ondt. Måske har vi tabt sproget for, hvad det vil sige at være menneske.    Det er sådan en fin timing, at konfirmationsforberedelsen ligger, hvor den ligger. Fordi der her skabes et rum for at tale om alt det her og et sted at møde verden fra. Jeg elsker gensynet med konfirmanderne efter juleferien og at se dem genindtage kirkerummet og færdes hjemmevant og trygt i det. Det er det bedste, vi kan give dem som kirke. Et tilflugtssted, hvor en større verden åbner sig for dem. Og så er fejringen af de smukke unge mennesker en kærlighedsgerning. Det nye tøj stiver dem af, gudstjenesten kaster glans over hele dagen, de soler sig i opmærksomheden fra familie og venner. Konfirmationen giver så god mening. Var den der ikke, så måtte vi opfinde den.

Helle Bundgaard Poulsen, sognepræst ved Sankt Thomas og Sankt Lukas kirker