Når man er midaldrende borger på Frederiksberg, kan man godt gå rundt og blive en smule slukøret. Verden er af lave. Knap var Covid-krisen overstået, før Rusland invaderede Ukraine. Nu har der været krig i Europa i over et år. Måske er det en tilstand, vi har vænnet os til, for vi begynder så småt at tale om andre problemer. Klimakrisen dukker op igen og viser sig ikke at være blevet løst, mens vi har talt om de andre problemer. Men det er nu ikke det, der bekymrer mig og mine jævnaldrende. Det lader vi de unge om. Nogle af dem bekymrer sig endog så meget, at de ikke ønsker at sætte børn i en verden, der er ødelagt. En verden, hvor man ikke kan forvente, at alt bliver bedre og bedre, og vi får mere og mere. Men det har vi slet ikke tid til at tage os af. Vi har nemlig andre problemer at tænke på. Irma lukker!

Jeg ved godt, at det er en gammel nyhed, men det har bragt krisestemningen helt tæt på, og sårene er langt fra lægt endnu. Ligesom de unge føler klimakrisen så tæt på, at deres livsmuligheder begrænses og deres drømme om familieliv fratages dem, således bringer krisen blandt danske supermarkeder midaldrende medborgere ud i uoverskuelige situationer. Hvor skal man nu købe kvalitetsvarer? Alt tyder på, at man kan blive tvunget til at handle i discountkæder sammen med alle andre. Uden Irma kan man risikere, at alle socialklasser køber ind i samme supermarked. Så sænker tristessen sig over Frederiksberg.

Nogle kreative, men ikke særlig lovlydige kunstnere forsøger at sikre, at vi aldrig skal glemme tiden, der var engang. De har i strid med alle regler nedlagt en mindeflise for Irma-pigen på Frederiksberg Allé. Nu er der politisk opbakning til at bevare det ulovlige kunstværk, så eftertidens generationer kan blive mindet om tidernes forfald og nostalgisk tænke tilbage på dengang, før verden gik af lave. Et monument over en svunden tid, hvor man kunne aflæse folks status på deres plastikposer.

N.F.S. Grundtvig sagde ”da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt.” Min generation har undret sig over, hvorfor få skulle have for meget. Var det ikke bedre, at mange havde alt for meget og endnu færre for lidt? Ville lykken ikke være, at vi alle svingede med fyldte Irma-poser? Men de unge har forstået det. Vi kan ikke blive ved med at få mere og mere, for det kan verden ikke holde til. Det ved de. Gid de også får børn, der kan gøre noget ved det. For de skal ikke regne med os. Vi har travlt med at finde et supermarked, som vi kan forlige os med at blive set i. Det kan man let blive forstemt over.

Jesper Tang Nielsen, præst i Immanuelskirken