”Verden er din. Vær den pige der beslutter at indtage den” stod der på en t-shirt størrelse 6-7 år i en børnetøjsbutik, jeg var gået ind i. Jeg skulle finde en gave og så hang t-shirten der og lyste lyserødt op i butikken på Frederiksberg. Selvfølgelig håber jeg for små piger og drenge, at de har mod på livet, men at sige at hele verden er deres og at de skal indtage den, er måske lige i overkanten. Tænk hvis en forsigtig 6-årig fik den t-shirt på. Det kan godt blive tungt at gå rundt med en påtrykt opfordring til at skulle forløse sit liv i så stor stil.

 Da jeg først havde fået øje på t-shirten, så jeg dem pludselig alle vegne. T-shirts i børnestørrelser med påtrykte opfordringer og leveråd: ”Lev livet uden frygt”, ”Fortryd intet”, ”Alt vi har er dette nu”, ”Hold aldrig op med at gå på opdagelse”, ”Se det gode i alle ting”, ”Stol altid på dig selv”.

Det sker sjældent på én gang, når vi bliver ramt af en oplevelse af utilstrækkelighed. Det sker gradvist. Med små opmuntrende puf skubber vi til hinanden og til os selv. Ikke noget voldsomt, bare et lille puf. Kom så, du skal bare tro på det, du skal bare ville det. Lidt irriterende måske, men ikke mere end det. Det er jo bare et lille puf, råd som tilflyder os hele tiden. Hvis vi sagde fra, gjorde oprør, ville vi virke hysteriske. Så vi tager imod puffene. Puf: Lev uden frygt. Puf: find din egen indre stemme, forløs dit potentiale. Puf: Vær den pige der beslutter at indtage verden.

Når vi tager imod puffene, er det måske også fordi, det ikke er helt ved siden af. Ja, selvfølgelig har vi indflydelse på vores liv. Men når det ene velmenende puf bliver til mange, bliver det til et katalog af råd og opfordringer, der kan være mere lammende end opmuntrende.

De fleste af os har en hemmelig søgen efter mening. Vi går rundt med et indre spørgsmål om, hvem vi er, hvad vi betyder og hvad det særlige er, vi skal bidrage med i denne verden. Påstanden om, at vi kan blive, dem vi vil, bare vi vil det nok, får ikke de spørgsmål til at klinge af. For det passer jo ikke. Vi kan ikke blive, hvem vi vil. Vi kan blive, dem vi er. Og måske er meningen heller ikke noget, vi kan arbejde os frem til. Måske er meningen ikke kun en viljessag. Min erfaring er i hvert fald, at meningen har det med at melde sig udefra. Meningen opstår og når den gør det, opleves det som en gave.

Jeg hang t-shirten tilbage og købte i stedet noget legetøj. Opfordringerne og rådene kan vente.

Christiane Gammeltoft-Hansen, sognepræst i Lindevang Kirke