Fremtidens klummeskriver?

Fremtidens klummeskriver?

Fremtidens klummeskriver?

# Byen & Præsten

Fremtidens klummeskriver?

Kære ChatGPT skriv en klumme til ”Byen og præsten” om Frederiksberg.

Frederiksberg er en skøn by, der byder på en unik kombination af charme, kultur og livsglæde. Byen er kendt for sine smukke grønne områder, kulturelle seværdigheder og et pulserende byliv. Som præst på Frederiksberg er det en fornøjelse at være en del af en by …

Jeg tillader mig her at afbryde. Den er ellers godt i gang ChatGPT med sin klumme, men jeg vil jo også gerne selv byde ind og det er også mere ChatGPT, der fascinerer og foruroliger mig, end det er den tekst, den leverer.

ChatGPT ankom i slutningen af det gamle år og siden da har vi talt om og talt med denne chatrobot, der er en kunstig intelligens, en algoritme. Spørger man ChatGPT, svarer den, at dens opgave er at hjælpe folk med at besvare spørgsmål og løse problemer ved at generere meningsfuld og relevant tekst. Selv lærte jeg den at kende under min juleprædikenskrivning. Mens jeg sad og kæmpede med at få det til at samle sig, kom min mand og sagde, at nu havde han ordnet det, eller det vil sige, han havde fået ChatGPT til at ordne det, og så stak han mig en juleprædiken i hånden.

Det er fascinerende, når ny teknologi erobrer nyt land, og ChatGPT kan det hele. Den kan skrive analyser, juridiske dokumenter, nekrologer, digte og prædikener. Men det river også i identiteten hos en præst midt i juleprædikenskrivningen, når man bliver overhalet indenom. For hvem er jeg som menneske, hvis det jeg gør og de færdigheder jeg har tilegnet mig, pludselig kan gøres hurtigere af en maskine? I hælene på udviklingen af en chatrobot kan spørgsmålet således melde sig, om mennesket kan blive overflødigt?

Jeg er ikke anmelder, men jeg siger det alligevel: Det var ikke en god juleprædiken, ChatGPT havde skrevet. Den var ikke forkert. Den havde fanget det væsentlige i julebudskabet og det i sig selv var imponerende. Men det var samtidig mærkeligt uengageret, som ord uden noget egentlig på hjerte. En lidt klinisk, korrekt tekst eller en pastiche. Men det er jo så også lige præcis hvad ChatGPT er – en efterligning. Den har intet indre væsen, intet autentisk selvstændigt liv. Den trækker i stedet på det liv, vi lever, de tanker vi har tænkt, de kampe vi har kæmpet, de ideer vi har født, de erkendelser vi er kommet frem til. Den samler det sammen og reproducerer det. ChatGPT er afhængig af vores menneskelighed.

Jeg gik beroliget videre med min juleprædiken. Der er stadig brug for, at vi tænker selv. Men som inspiration for skrivningen, sendte jeg alligevel ChatGPT et sidste spørgsmål: Hvad er kristendommens vigtigste budskab? Måske var systemet bare nede et øjeblik, men ChatGPT svarede: En fejl opstod. Hvis dette problem fortsætter, bedes du kontakte os via vores support-center.

Sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansen, Lindevang Kirke

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed