Ord for glæde

Ord for glæde

Ord for glæde

# Byen & Præsten

Ord for glæde

Glæden kan være svær at sætte ord på uden at det lyder naivt. Det er som om vi har langt flere ord når vi skal tale om lidelse og angst. Nytårsaften er forbundet med glæde og fest, drømme og håb. Men sådan har langt fra alle det. Befolkningen i Ukraine måtte fejre nytår med mere end 20 krydsermissiler og strømafbrydelse. Lad os håbe, at verden ændrer sig til det bedre i 2023. Mit håb om fred spirer stadig.

Fred fik Lise Nørgaard, Matadors moder, da hun døde på årets første dag. Matadors udlægning af besættelsestiden under 2. verdenskrig er et billede på de enkelte fiktive karakterers skæbner. Da lærer Andersen vil i seng med Misse Møhge bliver han afbrudt og går ud på altanen for at se hvilket postyr der er på gaden. Møhge låser døren og som følge af den kolde nat får Andersen en lungebetændelse, der tager livet af ham. Misse betror senere om aftenens hændelse: ”Og så endda under mors billede”. Nørgaard og Balling viser med humor, hvordan vi bliver befriet. De lader Andersen, denne plageånd og snylter, dø samme dag som Hitler og lader ham begrave på befrielsesdagen. Andersens nevø stiller spørgsmål ved onklens pludselige død men doktor Hansen siger, at man ikke kan blive straffet for at være sin moders datter. Det er at lade nåde gå for ret - her råder tilgivelsen og kærligheden. Ikke dommen og gengældelsen. Om det er tilsigtet eller ej, så er der masser af kristendom i Matador. Hvem husker ikke, da mormor Kathrine giver Daniel en hest fordi han er den, som han er og ikke som Ellen, hans søster, der får en hest af deres far, fordi hun har gjort sig fortjent til det. Kathrine ser med kærlighed - et sindelag vi kan tage med os i det nye år - at kunne elske og blive elsket og at kunne se næsten.

Må 2023 blive året, hvor vi reflektere over, hvad der er vigtigt her i livet: Hvor vi er tro mod os selv og ikke lader arbejdet fylde for meget men finder tid til ægtefælle, familie og gode venner. Hvor vi finder modet til at udtrykke vores sande følelser og tillader os selv at være lykkelige - lykke er også et valg. Lad os ikke sidde fast i gamle mønstre og vaner, og lade som vi er tilfredse, hvis vi inderst inde længes efter noget andet. Lad os finde modet til at træffe de valg som 2023 vil byde os og gå som frie mennesker med tro, håb og kærlighed.

Godt nytår!

Bettina C Tranberg, sognepræst Sct. Lukas kirke

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed