Julesorg

Julesorg

Julesorg

# Byen & Præsten

Julesorg

Som voksen blev jeg ramt af julesorg. Hvert år i december blev jeg ked af det uden at forstå hvorfor. Jeg er barn af en voldsom skilsmisse og så ikke min far i mange år. Jeg vidste, at han var derude et sted drinking up Sundays and spending them alone, som Frank Sinatra synger i sangen A man alone.

Grundtvig fandt på ordet julesorg. Han var 42 år, præst på Christianshavn, en gift mand og far til to drenge på to og nul år. Julenat 1824 var han alene i mørket. Familien var gået i seng. Han skulle skrive prædiken til julemorgen, men kunne ikke finde ordene. Han bad englene om hjælp. Det blev til salmen Velkommen igen, Guds engle små med den fine bøn til slut om, at vores alles julesorg må slukkes.

December er en heftig måned. Den er som et stort forstørrelsesglas, der lægges hen over vores liv. Savnet forstørres og fortrydelsen med. Alt det vi gerne ville gøre om. Noget står til at redde. Også her på Frederiksberg gør vi mere for andre i december end i årets øvrige måneder til sammen. Vi forsøger at indhente det forsømte. Ikke alt står til at redde. Noget kørte helt af sporet og blev bare for sent. Julesorgen husker os på, at vi er kede af det.

Den sidste måned i året er balsam for sjælen. Går du, kære læser, rundt og er ked af det, så er du ikke alene. Det er julens hemmelighed. December får os til at standse op og tænke over vores liv. Glæden over det, vi fik, fordobles, ligesom sorgen over det, vi tabte. På trods af elprisernes himmelflugt er december fuld af lys. Adventslys, gadelys, kalenderlys, stjerner i vinduerne og lysguirlander. Det kulminerer med lyshavet i stuen juleaften, når vi tænder juletræet. Det er himmelsk lysterapi. Vi er sete og allerede elskede.

Julesorgen over min far forsvandt med hans død. Det var en lettelse. Jeg ved nu hvorfor. Det var en sorg, da han var i live og udenfor rækkevidde. I dag er det en trøst at tænke på, at han har det godt og drikker skyjuice i himlen. Det er ikke alting, der falder på plads for os, mens vi er her. Men jeg tror på en kærlighed, der er større end den, jeg selv kan præstere. Som holder sammen på os i al vores uperfekthed. Glædelig jul!

Helle Bundgaard Poulsen, sognepræst ved Sankt Thomas og Sankt Lukas kirker

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed