En fransk kvinde fra Marseilles bor i Danmark med sin danske mand. Første gang svigermor kom på besøg, havde hun en stor buket krysantemum med. Svigerdatteren blev bestyrtet. I Frankrig og Benelux er krysantemum dødens blomst.

Det lærte jeg, da jeg var præst i Luxembourg. De første dage i november var det Toutsaints, alle helgen. Alt lukkede ned. Folk tog deres pæne tøj på og gik i kirke og på kirkegården. De satte krysantemum på gravene og foran deres huse. Også vi satte krysantemum i krukker foran præstegården i forstaden Cents. Vi lagde flamlænderen Jacques Brel og hans ”Chrysantèmes” fra 1968 på CD-afspilleren. Han var 39 år, da han indsang den, og døde ti år efter. Han synger om, hvordan vi går fra krysantemum til krysantemum, fra tab til tab. J’arrive, synger han til døden, der hele tiden er et skridt foran. Jeg kommer, jeg vil bare så gerne nå at opleve lidt mere solskin, lidt mere sommer.

Første søndag i november, alle helgen søndag, er én af de store dage i året. Det var den ikke, da jeg blev præst i 1985. Men nu lyser det fra den. Vi haster afsted med døden i hælene, når vi ser en rustvogn. Vi er dårlige til at tale om savnet. Alle helgen giver luft for sorgen og savnet, mange går i kirke, tænder lys på gravene og samles med dem, de holder af. I kirken er dagen hvid, englenes farve. Vi synger Brorsons ”Den store hvide flok vi se” om dem, der gik forud for os. Er november fuld af gråtoner, så lyses måneden op af vores kærlighed til dem, vi mistede. Et lys døden ikke kan puste ud.  I Frankrig siger man, at året har 13 måneder. November er lang som et ondt år og tæller for to. Det er mørkt, når vi vågner, og mørkt, når vi kommer hjem. Foråret er langt borte, og de lyse nætter føles som en evighed væk. Da jeg var yngre, brød jeg mig ikke om november. Den sugede mig ned i et mørke, og jeg kæmpede med skyggerne i mit eget sind. Nu med mine 66 år og med flere venner i himlen er jeg kommet til at sætte pris på november. På de farvestrålende krysantemum, på lyset på gravene, på den standsning det er at få lov til i det åbne at sørge og savne og tænke taknemmeligt på dem, der har været i mit liv og stadig er der. I år må november gerne vare lidt længere.

Helle Bundgaard Poulsen, sognepræst ved Sankt Thomas og Sankt Lukas kirker